44 slides på 6 minutter og 20 sekunder

44 slides i løbet af 6 minutter og 20 sekunder!

Det er PowerPoint og Ignite conceptet på steroider :-) 

Viljestyrke er ikke nok…

På jobbet læste jeg for nyligt om et interessant studie omhandlende begrebet viljestyrke, og hvordan dette på mange måder kan sammenlignes med en muskel, der både kan blive træt og trænes til at blive stærkere.

Klik her for at læse mit blogindlæg om studiet og ikke mindst den efter min mening meget interessante konklusion :-) Det er på sølle 500 ord, så det er hurtigt læst = hurtig inspiration :-)

Historien om mayonnaisekrukken…

I forbindelse med mit foredrag i onsdags i Højbjerg, kom en ung fyr op til mig efter foredraget, fordi han gerne ville dele en sød lille historie om livsfilosofi med mig.

Jeg havde “trigget” ham i forbindelse med, at jeg under foredraget også havde været inde på, at jeg synes at mange mennesker burde gå efter et mere simpelt liv. I stedet for at have en superhektisk uge, hvor man skal nå en million ting og se alle mulige mennesker, burde man efter min mening få fokus på færre ting, og det som virkelig betyder noget her i livet.

Efter at jeg havde læst historien, tænkte jeg at, at den rammer præcist ind i mit eget budskab om at gå efter et mere simpelt liv. Og da den unge fyr var så venlig at dele historien med mig, tænkte jeg, det ville være en god idé at gøre som ham, og give historien videre til andre. Så her kommer historien om mayonnaisekrukken, som er god at have i baghovedet, når tingene i livet næsten bliver for meget og når 24 timer om dagen ikke er nok:

En professor stod foran sit filosofihold og foran ham lå nogle ting.

Da timen begyndte, tog han – uden et ord – en meget stor og tom mayonnaisekrukke op og begyndte at fylde den med golfbolde. Så spurgte han studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om, at den var.

Professoren tog så en kasse småsten og hældte dem i krukken. Han rystede krukken let. Småstenene rullede ind i de tomme områder mellem golfboldene. Så spurgte han igen studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om.

Det næste professoren tog op, var en kasse sand, som han hældte i krukken. Selvfølgelig fyldte sandet alt andet op. En gang til spurgte han, om krukken var fuld. Studenterne svarede med et enstemmigt ”ja”.

Så fandt professoren to kopper kaffe frem under bordet og hældte deres indhold i krukken, hvilket effektivt fyldte de tomme rum mellem sandkornene. Studenterne lo. ”Nu,” sagde professoren, mens latteren døde ud, ”ønsker jeg, at I forstår, at denne krukke repræsenterer jeres liv.

Golfboldene er de vigtige ting – Gud, familien, børn, helbred, venner og foretrukne lidenskaber. Ting, som – hvis alt andet blev mistet og kun de var tilbage – stadig ville gøre dit liv fuldt. Småstenene er de ting, der betyder noget, såsom dit job, hus og bil. Sandet er alt det andet – de små ting”.

”Hvis du først hælder sandet i krukken,” fortsatte han, ”er der ikke plads til småstenene og golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis du bruger al din tid og energi på de små ting, vil der aldrig være plads til de ting, der er vigtige for dig.

Så vær opmærksom på de ting, der er alfa og omega for din lykke. Leg med dine børn. Tag dig tid til at få lavet helbredsundersøgelser. Tag din partner med ud til middag.

Der vil altid være tid til at gøre huset rent og fikse den dryppende hane. Tag dig af golfboldene først – de ting, der virkelig betyder noget. Lav dine prioriteringer. Resten er bare sand”.

En af studenterne rakte hånden op og spurgte, hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: ”Jeg er glad for, at du spurgte”. ”Den er bare med for at vise, at lige meget hvor meget, du har stoppet ind i dit liv, er der altid plads til et par kopper kaffe med en ven”.

Hvad passer ind i din kalender?

Cartoon by Randy Glasbergen, used with special permission from www.glasbergen.com.

Nu også med Facebook fanside :-)

Hvis der var nogen, som havde sagt til mig for lidt over to og et halvt år siden, at jeg i tiden fremover dels ville tabe mig næsten 40 kg, gennemgå en total livsstilsforandring og gennemføre et løb på ikke mindre end 100 km, endda kun et år efter starten på “Chris på Vægten” projektet“, ville jeg havde sagt til vedkommende, at han/hun måtte være fuld af løgn!

Og havde vedkommende også sagt til mig, at jeg også ville ende med at tage en uddannelse som spinninginstruktør og holde foredrag for virksomheder, organisationer, skoler og lignende, ville jeg først tænke, at personen måtte være vanvittig!

Ikke desto mindre er det jo lige præcis, hvad der er sket, og heldigvis for det! Som jeg fortæller under mine foredrag, så føler jeg, at jeg har oplevet mere i de seneste par år, end jeg havde gjort i de forgangne 41 år. Det tilskriver jeg i høj grad, at jeg har lært at springe ud af min komfortzone og ganske enkelt bare kaste mig ud i at prøve nye ting og oplevelser.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg nu også oprettet min egen Facebook fanside, som du kan se ved at klikke her. I forbindelse med at jeg er begyndt at afholde flere og flere foredrag, er der en del, der har spurgt mig, om det så ikke ville være passende med en Facebook fanside, hvor jeg kan poste nyheder, fotos, videoer og andre relevante ting. Den opfordring har jeg taget imod, og oprettet en sådan side til formålet. Så hvis du har lyst til at følge med på den front, så husk at klikke på “Synes godt om”-knappen på min fanside :-)

Et anderledes foredragspublikum…

I mandags var jeg atter ude og holde foredrag om min livsstilsforandring og 100 km løb, men denne gang var det et noget anderledes publikum jeg stod foran.

Jeg har holdt foredrag for virksomheder, ledergrupper, idrætsforeninger og lignende, og som regel er det et bred gruppe af voksne mennesker i alle mulige aldersgrupper og “størrelser”. Et andet kendetegn for mit foredragspublikum var indtil i mandags, at mange har selv oplevet problemer med overvægt, og/eller føler sig begrænset i forhold til at springe ud af sin komfortzone og prøve nye spændende ting her i livet.

Imidlertid var det et helt andet og for mig nyt foredragspublikum som jeg havde fornøjelsen at møde i mandags. Jeg var nemlig blevet spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at holde foredrag for en syvende klasse på Århus Friskole, og selvfølgelig havde jeg det :-)

Jeg havde godt tænkt over, at jeg måtte ændre lidt i mit foredrag, dels af pædagogiske hensyn i forhold til målgruppen og dels fordi at 13-14 årige forståeligt nok har et helt anden udgangspunkt i forhold til livet og verdenen i det hele taget. De unge mennesker slæber jo ikke rundt med min livserfaring (på godt og ondt), og der var derfor en masse “baggrundsviden” som jeg ikke bare kunne tage for givet i forhold til mit foredrag.

Ikke desto mindre blev det alligevel til en super god og interessant oplevelse for mig, fordi det var super fedt at få lov til at give videre på en anden måde, end jeg normalt gør i forhold til et voksent publikum. Dels udfordrede det jo mig i forhold til min rolle som formidler, og dels blev jeg mødt med en masse både sjove og interessante spørgsmål fra de unge.

Hvad angår børnenes oplevelse af foredraget, så virkede det som om at de fik noget ud af det – i hvert fald at dømme ud fra deres reaktioner og spørgsmål. Og et par dage senere fik jeg endvidere en sød mail fra Hanna, som er forældrevikar på skolen, og som havde booket mig til foredraget. Hanna skrev følgende til mig (bare for god ordens skyld så har jeg fået hendes accept for at bringe udtalelsen på min blog):

“Kære Leif, jeg blev meget inspireret af din foredrag og din kamp. Er selv en kriger, så for mig er det let at komme frem med bekæmpelsen af afmagt. Men mine øjne blev mere åbent efter din foredrag, og jeg begynder at fokusere mere på fælleskabet. Jeg forstår, at det giver støtte og det gør vores beslutninger stærkere. Og at det med støtten, det gør mig til en mega stor kriger nu. Man kan meget alene, men man kan alt, hvis man har en eller flere, som man kan støtte sig i. Med hensyn til 7. klassen, så holdt du dem i fokus, og selvom der til tider var uro på gangen, var det ro og fokus hos dem. Du kan nogle ting, du tryller stemningen frem. Jeg har hørt dem diskutere, så har de vist reflekteret på problematikken omkring usund mad. Plus at jeg aldrig før har hørt min søn Max sige: “Jeg vil gerne koncentrere mig på min uddannelse, jeg går meget op i dansk nu”. Og han selv har lavet lektier i går. Mirakel!!”

Jeg blev selvfølgelig rigtig glad og rørt over Hannas mail. Jeg synes altid at det er fantastisk at få lov til at “skubbe” til folk gennem mine foredrag og personlige historie, men når man også kan ramme unge mennesker med sine budskaber og værdier, ja, så går det hele altså op i en højere enhed :-)

Endnu en god foredragsoplevelse…

Tirsdag aften havde jeg endnu en gang det privilegium, at få lov til at komme og fortælle om min livsstilsforandring over de sidste par år, om det at komme ud af sin komfortzone og sidst, men ikke mindst, om mit livs indtil nu største udfordring i form af mit 100 km løb.

Jeg var blevet spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at komme en tur til Kolding for at holde foredrag for en gruppe mennesker, der er i gang med et coach- og terapeutuddannelsesforløb hos CClifeacademy i Kolding.

Og selvfølgelig havde jeg lyst til at komme og fortælle min historie og på den måde give videre, og måske motivere andre til et “kursskifte” i livet.

I efterhånden vanlig stil blev det til et foredrag af et par timers varighed med god energi, historiefortælling, venligt mente provokationer, grin og tårer. Det, der gjorde dette foredrag lidt anderledes, var at “målgruppen” var det var en gruppe mennesker, der lever af at hjælpe andre med at blive mentalt udfordret og motiveret, hvor min historie i høj grad drejer sig om at blive fysisk udfordret. Det afstedkom nogle ganske interessante spørgsmål, og var bare med til at gøre aftenen endnu mere udbytterig – bestemt også for mig.

Alt i alt endnu en rigtig god foredragsoplevelse :-)

There is a first time for everything…

I går fik jeg atter lejlighed til at teste mig selv lidt, og endnu en gang komme ud af min personlige komfortzone.

Min gode ven, Thomas, der er butikschef for Tøjeksperten i Birkerød, spurgte mig for nyligt, om jeg ikke kunne tænke mig at gå model i forbindelse med at der ville blive afholdt et”Open By Night” arrangement i byen.

Der er ingen tvivl om, at hvis han havde spurgt mig inden min livsstilsforandring, altså for lidt over to år siden, havde jeg sagt nej med det samme! Ved nærmere eftertanke ville Thomas nok heller ikke have spurgt mig den gang, da mit “modelpotentiale” var en hel del mere begrænset på det tidspunkt :-) Men efter at have været igennem “Chris På Vægten” projektet, hvor Chris lærte mig, at der er så mange nye skønne oplevelser her i livet, hvis man fra tid til anden tør træde ud af sine komfortzone, var der ikke så meget at være i tvivl om: Selvfølgelig skulle jeg da prøve at gå model!

Det er jo ikke fordi, at jeg tænkte at det måske kunne være en ny karrierevej (så høje tanker har jeg trods alt ikke om mig selv), men udover at gøre en god ven en tjeneste, så tænkte jeg mest af alt, at det kunne være super sjovt at prøve det. Samtidigt tænkte jeg, at det at jeg endnu engang springer ud i at prøve noget helt nyt, ville det kun bidrage positivt i forhold til selvværd og selvtillid, fordi at jeg ved at godt tør prøve noget som i hvert fald tidligere har været totalt “no go” for mit vedkommende.

Hvordan gik det så? Som bekendt er der en første gang for alting her i livet, og jeg ville lyve, hvis der ikke var et strejf af nervøsitet og sceneskræk, da klokken nærmere sig 19:00, hvor modeshowet startede. Men ganske som jo næsten altid går, gik det rigtig godt trods nervøsiteten. Vi var to fyre og 17 piger (passende forhold vil nogen sige), og i løbet af en times tid fik vi vist alle mulige former for efterårsmode foran en masse af byens borgere. Og ud fra klapsalverne fra publikum at dømme, var der stor tilfredshed med aftenens modeshow.

Ergo overlevede jeg min debut som model, og det var rigtigt sjovt at prøve. Jeg er samtidigt blevet nogle erfaringer rigere, og kan således tilføje en ny side i min personlige oplevelsesbog. Om jeg så kommer til at kunne gøre brug af erfaringerne igen, må tiden jo vise :-)

Hvad med dig selv? Har du været ud af din komfortzone på det sidste?

Fedt at kunne give videre :-)

Her til aften var jeg atter ude for at holde foredrag om min livsstilsforandring, 100 km løbet, og ikke mindst om det at prøve på at komme ud af sin komfortzone fra tid til anden.

Denne gang var det for en virksomhed i Roskilde, der – som et led i et internt sundhedsprojekt – havde inviteret medarbejderne til at komme og høre om mine erfaringer på dette område.

Det blev til et to timer langt foredrag for en gruppe interesserede og nysgerrige medarbejdere, der tog imod budskaber med et åbent og positivt syn. Det var efter min mening i hvert fald tydelig at mærke på det feedback som jeg fik under og efter foredraget.

Personligt føler jeg, at jeg har fået en gave for livet af Chris MacDonald i form af alt det han lærte mig under “Chris På Vægten” projektet. Af samme grund føler jeg faktisk også en vis forpligtelse til at give videre til andre mennesker i form af min viden og erfaring. Det var derfor bare super dejligt at føle, at jeg havde ramt et eller andet hos de fleste deltagere i aftenens foredrag, og at de selv samme folk således kunne gå hjem med et eller andet som de kan bruge i deres eget liv.

Fedt, fedt, fedt :-)

Gensyn med “Chris på Vægten”: 1 år efter…

I morgen, tirsdag, er det atter tid for gensyn med “Chris På Vægten“, som denne gang handler om, hvordan det går for os testpiloter et år efter at projektet sluttede.

DR har været forbi Stine, Peder, Morten og mig for at snakke lidt med os om, hvorvidt vi har kunne holde vægttabet, hvad der virker i forhold til kost og træning, hvad der har været svært efter at vi blev sluppet fri af Chris’ beskyttende vinger o.s.v.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad jeg selv sagde under mine egne optagelser, og da vi blev filmet sammen, men jeg er nu alligevel spændt på at høre Stine, Peder og Mortens personlige erfaringer, da DR var hjemme hos dem selv :-)

Hvor og hvornår: DR 1 i morgen  kl. 19.30 (genudsendes onsdag og torsdag).