Fortsat spild af papir…

På denne tid af året bliver der som bekendt spildt adskillige regnskove på tonsvis af julekataloger. Og for at det ikke skal være løgn, bliver der såmænd fældet yderligere en skov eller to i form af, at De Gule Sider nu er i fuld gang med at uddele deres lokale fagbøger i hele landet, i mit eget tilfælde “Storkøbenhavn Fagbogen for 2011” – en lækker lille telefonbog på lidt over 600 sider!

Jeg har før givet udtryk for, at jeg synes det er spild af papir at fortsætte med at udgive fysiske telefonbøger på den måde som man fortsat gør. For et par år siden viste tal, at der blev trykt i omegnen af 10 millioner telefonbøger om året, hvilket svarer til ca. 6.500 tons papir og en udledning på ca. 13.000 tons CO2. Og da jeg har en formodning om, at det er et fåtal, der efterhånden bruger gammeldags telefonbøger, og størstedelen af disse millioner af telefonbøger ryger direkte i genbrugscontaineren, er der altså tale om miljøspild i stor skala.

Jovist, der findes helt sikkert en gruppe af borgere, der stadigvæk vælger at bruge en gammeldags telefonbog til at finde et telefonnummer i, og fint nok med det. Men derfor er der jo ingen grund til at trykke fysiske telefonbøger til samtlige husstande i landet. I stedet burde man lave en ordning, hvor man aktivt tilmelder sig og siger ja tak til at få tilsendt en fysisk telefonbog.

Imidlertid ville det ikke interessant for telefonbogsforlagene at indføre sådan en service. For i så fald ville deres oplag styrtdykke, og dermed ville grundlaget for at sælge annoncer stort set kollapse, eller i hvert fald blive stærkt reduceret.

Jeg forstår dog ikke, hvorfor at annoncører anno 2010 ikke har gennemskuet forlagenes “forretningsmodel”, som jo primært går ud på at fortælle interesserede annoncører om, hvor mange tusindevis eller millioner af husstande de kan ramme ved at komme med i telefonbøgerne. Hvis der nu fandtes officielle tal for, hvor mange der med det samme smed de gammeldags telefonbøger i genbrugscontaineren med det samme, var det næppe så interessant at annoncere på denne måde. I hvert fald ville det nok resultere i et krav om en stærkt reduceret pris på annoncerne, når det reelle antal “læsere” er markant mindre, end det fysiske oplagstal er et udtryk for.

Frisk på at deltage i en lille afstemning? Så klik på et af svarene i nedenstående stemmeboks og fortæl, hvad din hustand gør med de telefonbøger som du/I modtager. Og har du lyst til at kommentere indlægget, er du selvfølgelig mere end velkommen til at smide en kommentar.

Interessant kronik om Peter, Oda og Ole

Meget apropos mit indlæg om danske politikere og de tre vise aber, så fik jeg via Facebook sendt et link til en kronik i Berlingske Tidende.

Kronikken, som er skrevet af økonom Andreas Junge, handler om, at vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker, nemlig privat ansatte Peter, offentligt ansatte Oda og offentligt forsørgede Ole. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for at vi skal have det højeste skattetryk i verden, hvilket gør at Oda og Ole kan dele frugten af  Peters arbejde mellem sig i form af henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Jeg synes at det er en meget interessant kronik, som i den grad udstiller kernen i de store problemer og udfordringer vi som land står overfor. Af samme grund vil jeg opfordre alle til at læse kronikken i håbet om, at vi får spredt budskabet (du finder kronikken her).

Andreas Junge sætter ganske vist tingene lidt på spidsen rent ordmæssigt, men det er jo efterhånden, hvad der skal til for at råbe befolkningen op. I mit eget blogindlæg skrev jeg, at det virker som om at landet nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund har brug for. Desværre er Andreas Junge endnu mere pessimistisk med hans afsluttende kommentar: “Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt”.

Optimisten i mig håber, at det ikke går helt så slemt, men der er også en stor realist i mig, og den del af mig siger, at Andreas Junge desværre godt kan gå hen og få ret :-(

Danske politikere = De tre vise aber?

I går bladrede jeg lidt rundt på Berlingske.dk, og faldt over et indlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund, som under overskriften “Vi med motorvej” på ganske ironisk vis kommenterer udviklingen i det danske samfund.

Udgangspunktet i indlægget drejer sig om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop har bevilget 3,5 mia. kroner til en motorvej mellem Herning og Holstebro (Aamund konstaterer for øvrigt i den sammenhæng, at motorvejen sikkert ender med at koste 5 mia. kroner jævnfør den normale offentlige praksis for at overskride budgetter). På ganske humoristisk vis omtaler Aamund, hvordan denne motorvej kommer til at forgylde Herning og Holstebro og revitalisere de små byer langs strækningen, og at det dermed kan forsvarer, at de økonomiske rammer for vores universiteterne, forskning og højteknologiske vækstvirksomheder fortsat forringes.

Efter min mening rammer Asger Aamund helt plet med hans kommentar. Det er efterhånden grotesk at se, hvordan begge sider af Folketinget i den grad vælger at lade være med at se problemerne i øjnene. Blå blok kæmper krampagtigt for at holde på magten, og har derfor kun en yderst begrænset lyst til at gennemføre reformer. I stedet forsøger de på at lappe huller, og udskrive større checks til dem, som de tror vil hjælpe dem til at bevare magten. Og hvad angår rød blok, så er de så forhippet på at komme til magten, at de i den grad sælger ud af tidligere tiders politik og principper, samtidigt med at de har travlt med at love vælgerne et endnu større stykke lagkage, end blå blok allerede har skåret ud. I begge tilfælde er resultatet, at overtrækket på landets kassekreditt stiger og stiger. For alle danskere skal jo have råd til fladskærms-tv og designermøbler, for Danmark er jo et velfærdssamfund og vi kan jo altid bare sætte skatten op – ganske som rød blok jo vil gøre hvis/når de kommer til magten.

Problemet i en nøddeskal er desværre, at politikerne næsten agerer som sagnet om de tre vise aber: “Se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt og du vil heller ej selv blive ramt af ondt”. I hvert fald virker det som om, at politikerne vil hverken vil lytte eller se i forhold til de enorme udfordringer vi har i samfundet. Snakke vil de til gengæld gerne, men kun når der kan loves endnu større stykker lagkage til befolkningen, der i den grad er ved at blive taget som gidsler i en velfærdsfælde. For mere vil have mere. Som den tidligere socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Kjeld Rasmussen, udtalte om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd: “Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om at Danmark nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund i den grad har brug for. Skal det virkelig gå helt galt, inden partierne – på vegne af befolkningen – finder mod til at gennemføre ganske vist upopulære, men helt nødvendige beslutninger? Og ja, det er korrekt at det ikke giver stemmer eller popularitet, og lige netop derfor skal det også være alle partier, der bakker op og tænker i, hvad der er det bedste for landet, og ikke det enkelte parti og politiker.

Brug et par minutter eller tre på at læse indlægget fra Asger Aamund, længere tid tager det ikke at læse. Om ikke andet kan du – takket være Aamunds ironiske skrivestil – måske trække lidt på smilebåndet desuagtet alvoren i dette emne. Du finder indlægget her.

Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!

Har de styr på prioriteterne i Århus?

Jeg har netop set lidt TV 2 News og så i den sammenhæng et indslag om, at et snævert flertal (S, SF og R) i Århus Byråd har vedtaget, at bynavnet Århus fra 1. januar 2010 skal staves med dobbelt a og ikke bolle-å.

Byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen udtalte i indslaget, at det vil have stor betydning for byens uddannelsesinstitutioner og virksomheder, og at byen – som følge af ændringen i stavemåden – ville stå langt stærkere i en globaliseret verden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at borgmesteren og byrådet vist ikke helt har styr på prioriteterne. Danmarks næststørste by må da have langt større udfordringer, end at spilde så meget som et minut på, hvordan bynavnet staves.

Personligt har jeg i hvert fald svært ved at se, hvordan Århus kommer til at stå stærkere ved at ændre stavemåde i bynavnet. Alle udlændinge udtaler alligevel Århus som Arhus, og denne udtale ændres jo ikke bare fordi at der kommer et dobbelt a i bynavnet i stedet for bolle-å’et.

Endelig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne totalt unødvendige beslutning kommer til at koste kommunen og dermed byens borgere kassen! Tænk på, hvor meget der skal udskiftes i form af byskilte, brevpapir, kuverter, kort, opdatering af edb-systemer og websider m.m. Kommunens ca. 30.000 medarbejdere skal vel også have nye visitkort eller hvad? Og nå ja, domænenavnet aarhus.dk ejes endda af JP/Politikens Hus og TV 2 Østjylland i fællesskab, og udover at det kan være tvivlsomt om kommunen kan få fingre i domænet, så vil det i så fald også resultere i en ekstra regning til kommunens borgere.

Men skidt være med det. Nicolai Wammen & Co hæver jo alligevel bare skatten for at kunne betale for navneskiftet. For der er jo altid ekstra penge at hente fra borgerne til at betale for vigtige politiske mærkesager – som eksempelvis en ny stavemåde for bynavnet…

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.

Hvorfor spilde politikertid på den slags?

I et ellers ganske moderne samfund som det danske bliver der desværre ofte sat fokus på politiske enkeltsager. Det får beklageligvis politikerne til at udvise en usmagelig stor grad af populisme, hvilket resulterer i, at der bliver sat fokus på sager og problemstillinger, der efter min mening slet ikke har nogen reel samfundsmæssig og politisk relevans.

Aktuelt tænker jeg selvfølgelig på sagen om sms-afstemningen i X Factor. Der er åbenbart blevet sået tvivl omkring validiteten af afstemningen, og det er naturligvis ikke okay. Selvfølgelig skal der være styr på den slags afstemninger og man skal kunne stole på dem.

Men når det er sagt, er der efter min mening ingen grund til at politikerne bruger så meget som et sekund på sådan en sag. Nej, den har ikke samfundsmæssig eller politisk betydning eller relevans. Selvfølgelig skal der være styr på en afstemning på en Public Service kanal som DR, men der er trods alt ikke tale om et folketingsvalg eller lignende. X Factor er trods alt kun et underholdningsshow!

Ikke desto mindre har Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht alligevel valgt at kalde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i samråd i Folketinget om denne sag.

Hvad i alverden er det for noget at spilde politisk taletid og fokus på, og så endda i form af et samråd i Folketinget? Jeg troede ellers, at vi netop lige nu havde langt større og mere vigtige problemer i vores samfund, end en sms-afstemning i et talentshow.

Lakker det mod enden for De Gule Sider?

Jeg har før skrevet om det enorme spild af papir, og deraf følgende miljøbelastning, der hvert år opstår i forbindelse med udgivelsen af de gammeldags telefonbøger.

Tallene er ganske vist et par år gamle, men på det tidspunkt blev der trykt ikke mindre end 10 millioner telefonbøger om året, hvilket kræver ikke mindre end 6.500 tons papir og resulterede i en udledning på ca. 13.000 tons CO2.

Men måske er der håb forude. I hvert fald kan jeg konstatere, at dette års udgave af “De Gule Sider” virker betydelig mindre end den forrige udgave. Dermed er mængden af papir reduceret og således også miljøbelastningen.

Efter min mening er det stadigvæk helt unødvendigt med gammeldags telefonbøger, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg har brugt en sådan, og det gælder ikke kun mig. For et par år siden viste en undersøgelse af Danmarks Statistik, at to ud af tre danskere brugte nettet til at finde navne og numre, og mon ikke at det tal er markant højere nu. Det har i hvert fald aldrig været nemmere at søge og finde personer, telefonnumre og firmaer.

Med hensyn til den telefonbog som jeg modtog i dag, så er den i vanlig stil allerede “ekspederet” videre til genbrugscontaineren :-)

Kan butiksdøden stoppes?

I forrige uge læste jeg en artikel i lokalsprøjten, som havde sat fokus på butiksdøden i Birkerød i forbindelse med, at endnu et par butikker har drejet nøglen om.

Ifølge artiklen skyldes lukninger og den åbenbart stigende butiksdød i Birkerød flere forhold så som finanskrise, højt huslejeniveau, utilstrækkelig kundegennemstrømning og manglende handling fra lokalpolitikerne i forhold til at udvikle hovedgadens handelsmiljø.

Der er helt sikkert flere faktorer, der afgør om det er muligt at drive en rentabel butik i et lokalmiljø nu om dage, og specielt den uheldige kombination af høj husleje og finanskrise gør det selvfølgelig ekstra svært at tjene penge. Lempelserne af lukkeloven, der ofte har været nævnt som en slags redningsplanke for de mindre butikker, har også fået skylden for den stigende butiksdød, og mon ikke den diskussion fortsætter i takt med, at lukkeloven bliver helt fjernet i slutningen af 2012.

Imidlertid kan jeg ikke lade være med at kaste bolden tilbage til dels butiksejerne og dels de lokale forbrugere. Jeg vil nemlig tillade mig at komme med et par bud på, hvad der skal til, for at begrænse eller helt undgå butiksdøden i lokalområderne.

Jeg vil lægge ud med butiksejerne: Hvis du har læst regelmæssigt på min blog, ved du at jeg går meget op i god kundeservice og unikke indkøbsoplevelser, og desværre begge dele er altså en forholdsvis sjælden gæst i alt for mange danske butikker – store som små butikker. Det er nærmest som om, at man skal undskylde for at få betjening, samtidig med vi ikke lige frem har et  lavt prisniveau her i landet, når vi sammenligner med andre europæiske lande. Så ikke alene skal man betale dyrt for mange varer, men man må ofte også nøjes med middelmådig service, hvis man da ikke lige frem føler sig til besvær i en given indkøbssituation.

Jeg synes ganske enkelt, at de lokale butikker burde tænke i at give verdens bedste kundeservice og virkelig tænke i unikke og personlige indkøbsoplevelser. Hvis jeg kun kan få dårlig service hos den lokale bager, vælger jeg altså at købe mit brød hos supermarkedet eller tankstationen, som ganske vist heller ikke giver supergod service, men som i det mindste er billigere. Får jeg til gengæld supergod service og attention, som jeg eksempelvis gør hos en af de lokale tøjbutikker i Birkerød eller hos Danmarks bedste optiker, ja så er jeg selvfølgelig loyal overfor disse butikker og handler altid hos dem.

Hvis nu de små butikker virkelig brugte kræfter og ressourcer på at give alle kunder en sublim indkøbsoplevelse, er jeg sikker på at det ville hjælpe på kundernes lyst til at handle både oftere og mere i de små butikker. Får man kundeservice i verdensklasse og en helt speciel indkøbsoplevelse i en given butik, tror jeg de fleste vil vende tilbage og handle hos den samme butik, og samtidigt ville prisen pludselig betyder lidt mindre – selv i disse tider.

Jeg vil også opfordre de små butiksejere til at huske, at god service er meget andet end et varmt smil og en høflig og imødekommende stemme. God service er også at man giver fuld returret med pengene tilbage i klingende mønt. En hel del små butikker ser fuld returret som en stor økonomisk risiko, og at kunderne jo sikkert vil misbruge det. Det er fuldstændig misforstået! I stedet for at tænke, at man jo nok altid kommer til at skulle betale penge tilbage til kunden, skal de små butikker se det som en mersalgsmulighed. Returret gør forbrugere trygge og denne tryghed er nu engang med til at få folk til at køre dankortet igennem dankortautomaten. Det er et fåtal af kunder, der rent faktisk returnerer varerne med henblik på at få pengene tilbage.

God service er også at man med det samme tilbyder at skaffe en given vare hjem, hvis man ikke har den efterspurgte vare på lager eller i det normale sortiment. Moralen er simpel: Lad være med at give kunden en chance for at gå hen til konkurrencen. Og begynder kunden at snakke om rabat, så lad være med at affærdige med en kommentar om, at det kan/vil man ikke give. Spørger en kunde efter rabat, er det trods alt et klart købssignal, som man bør lytte til.

Alt dette kræver uden tvivl en ekstraordinær indsats fra butiksejere og ansatte. For det er ikke nok bare at yde god service: Det skal være en så god og speciel service- og indkøbsoplevelse, at kunden husker det og dermed får lyst til at komme igen. Ja, i bedste fald får butikken endda positiv omtale ved at kunden fortæller om sin oplevelse til familie, venner og kolleger.

Hvad angår de lokale forbrugere, så har de selvfølgelig også et medansvar for, at de små butikker overlever. Nu forudsætter jeg, at man som forbruger ønsker et varieret udvalg af både små butikker, kædebutikker og supermarkeder. Og gør man det, er man som forbruger altså også nødt til at lægge nogle penge hos de små butikker. Det hjælper ikke noget, at man synes det er vildt charmerende med de små butikker i lokalmiljøet, men at man så alligevel kun køber ind hos de store kædebutikker. De små butikker kan ikke betale husleje og lønninger med gode intentioner og tanker. Der skal rigtige penge til, og dem kan du bidrage med ved at handle lokalt på regelmæssigt basis.

Det skal du selvfølgelig kun gøre, hvis service, udvalg og rådgivning i top, og prisen er fornuftig. Man skal efter min mening ikke give kunstig åndedræt til små butikker som giver dårlig service, ringe udvalg og høje priser. Sådanne butikker vil altid knække halsen under markedskræfternes hårde vilkår. For mig gælder det ikke om at holde liv i de små butikker for de små butikkers skyld, men fordi at jeg gerne vil have den super gode service og indkøbsoplevelse, og det er lige præcis, hvor de små butikker kan udkonkurrere de store kædebutikker og supermarkeder.

Hvordan ser det ud med butiksdøden i dit lokalmiljø? Og er du enig eller uenig i mine betragtninger?