Linie 3: Man har et standpunkt…

Hvis man skal tro Ekstra Bladet (det skal man jo, for det passer jo altid, hvad de skriver i avisen), så genopstår Linie 3 åbenbart.

Dette sker desuagtet, at Preben Kristensen tilbage i september 2007 meldte ud, at han ikke igen vil gå på scenen med Anders Bircow og Thomas Eje, og at det dermed var et farvel til Linie 3. Dengang udtalte Preben Christensen, at der ikke længere var den energi og inspiration, der skal være til for at det ville være sjovt at drive Linie 3 videre. Samtidigt gav han udtryk for, at både tiden og de tre scenekunstnere har ændret sig så meget, at de var vokset fra hinanden.

Jeg tænker, at finanskrisen m.m. åbenbart har kradset så meget hos de tre kunstnere, at de vælger at trække kortet med, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og det er selvfølgelig også helt fair.

Umiddelbart får jeg dog den tanke, at der er en stor risiko for, at det bliver et krampagtigt forsøg på at komme tilbage på den danske showbiz scene, hvor der er løbet ufatteligt meget vand gennem åen over de sidste fem år. Samtidigt er det oprindelige Linie 3 publikum næppe blevet større – faktisk er det jo nok nærmere blevet mindre som følge af “naturlig afgang” i kundesegmentet! Samtidigt er publikum ikke ligefrem blevet mindre kritisk, og derfor også kræver reel kvalitetsunderholdning og comedy.

Personligt tror jeg, at tiden er løbet fra Linie 3, og at det derfor bliver til et forkølet forsøg på at vende tilbage til scenen. Omvendt kan jeg rent kommercielt sagtens ønske dem et godt comeback ud fra en holdning om, at alt, hvad der kan give vækst i det private forbrug bliver hilst velkommen fra min side for tiden, også selv om det drejer sig om Linie 3 ;-)

Invitation til åbent foredrag hos Lederne: “Kom ud af komfortzonen”

Tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17.00 afholder jeg et åbent foredrag i Portalen i Greve under overskriften “Kom ud af komfortzonen”.

Som overvægtig igennem mange år drømte jeg om det at blive slank og normalvægtig, og endte med at finde ud af, at jeg selv kunne gøre noget for at gøre drøm til virkelighed. Det blev begyndelsen på en kæmpe livsstilsforandring, som blandt andet resulterede i et vægttab på næsten 40 kg og gennemførelsen af et 100 km løb kun et år efter at jeg havde tabt de mange kilo, og pludselig var kommet i mit livs form.

Under foredraget fortæller jeg om det at turde udfordre sig selv, og jeg vil både provokere og give dig inspiration til, hvordan du ved at komme ud af din komfortzone kan nå nye mål i dit liv – såvel på jobbet som i privat sammenhæng.

Foredraget er arrangeret af Lederne, men er åbent for alle interesserede og da det heller ikke koster noget at deltage, er der jo ingen undskyldning for ikke at dukke op. Så skynd dig at få dig tilmeldt :-)

Praktisk oplysninger:

  • Hvornår? Tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17:00 til 19:00.
  • Hvor? Portalen 1, 2670 Greve.
  • Hvem? Foredraget er åbent og alle kan deltage.
  • Hvor meget? Deltagelse er gratis.
  • Hvordan? Du kan tilmelde dig foredraget ved at klikke her.

Historien om mayonnaisekrukken…

I forbindelse med mit foredrag i onsdags i Højbjerg, kom en ung fyr op til mig efter foredraget, fordi han gerne ville dele en sød lille historie om livsfilosofi med mig.

Jeg havde “trigget” ham i forbindelse med, at jeg under foredraget også havde været inde på, at jeg synes at mange mennesker burde gå efter et mere simpelt liv. I stedet for at have en superhektisk uge, hvor man skal nå en million ting og se alle mulige mennesker, burde man efter min mening få fokus på færre ting, og det som virkelig betyder noget her i livet.

Efter at jeg havde læst historien, tænkte jeg at, at den rammer præcist ind i mit eget budskab om at gå efter et mere simpelt liv. Og da den unge fyr var så venlig at dele historien med mig, tænkte jeg, det ville være en god idé at gøre som ham, og give historien videre til andre. Så her kommer historien om mayonnaisekrukken, som er god at have i baghovedet, når tingene i livet næsten bliver for meget og når 24 timer om dagen ikke er nok:

En professor stod foran sit filosofihold og foran ham lå nogle ting.

Da timen begyndte, tog han – uden et ord – en meget stor og tom mayonnaisekrukke op og begyndte at fylde den med golfbolde. Så spurgte han studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om, at den var.

Professoren tog så en kasse småsten og hældte dem i krukken. Han rystede krukken let. Småstenene rullede ind i de tomme områder mellem golfboldene. Så spurgte han igen studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om.

Det næste professoren tog op, var en kasse sand, som han hældte i krukken. Selvfølgelig fyldte sandet alt andet op. En gang til spurgte han, om krukken var fuld. Studenterne svarede med et enstemmigt ”ja”.

Så fandt professoren to kopper kaffe frem under bordet og hældte deres indhold i krukken, hvilket effektivt fyldte de tomme rum mellem sandkornene. Studenterne lo. ”Nu,” sagde professoren, mens latteren døde ud, ”ønsker jeg, at I forstår, at denne krukke repræsenterer jeres liv.

Golfboldene er de vigtige ting – Gud, familien, børn, helbred, venner og foretrukne lidenskaber. Ting, som – hvis alt andet blev mistet og kun de var tilbage – stadig ville gøre dit liv fuldt. Småstenene er de ting, der betyder noget, såsom dit job, hus og bil. Sandet er alt det andet – de små ting”.

”Hvis du først hælder sandet i krukken,” fortsatte han, ”er der ikke plads til småstenene og golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis du bruger al din tid og energi på de små ting, vil der aldrig være plads til de ting, der er vigtige for dig.

Så vær opmærksom på de ting, der er alfa og omega for din lykke. Leg med dine børn. Tag dig tid til at få lavet helbredsundersøgelser. Tag din partner med ud til middag.

Der vil altid være tid til at gøre huset rent og fikse den dryppende hane. Tag dig af golfboldene først – de ting, der virkelig betyder noget. Lav dine prioriteringer. Resten er bare sand”.

En af studenterne rakte hånden op og spurgte, hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: ”Jeg er glad for, at du spurgte”. ”Den er bare med for at vise, at lige meget hvor meget, du har stoppet ind i dit liv, er der altid plads til et par kopper kaffe med en ven”.

Endnu en fed foredragsoplevelse!

I onsdags havde jeg den store fornøjelse at holde foredrag for Ten Chi Jin Kampkunst Akademi i Højbjerg, som ligger i den sydlige del af Århus.

Publikum bestod primært af klubbens egne medlemmer, familie og venner, men da der var tale om et åbent foredrag havde andre interesserede også fundet frem til klubbens lokaler, hvilket var super godt ud fra tankegangen om “the more the merrier” :-)

Det primære fokus i mit foredrag gik på det med at komme ud af sin komfortzone og lære at gå efter nye mål her i livet. Efter min mening er der er så mange nye spændende ting at opleve, hvis man tør udfordre sig selv på sine vaner og holdninger. Alt for ofte sætter vi bare hjernen på “autopilot” i en travl og stresset hverdag, og lader dermed ofte gamle mønstre bestemme, hvad vi gider beskæftige os med. Min tese er, at hvis vi ikke løbende udfordrer os fysisk og mentalt, forfalder vi stille og roligt og lader vanens ufattelige store magt få en alt for stor indflydelse på, hvordan vort liv udvikler sig.

Det blev til et par timer i selskab med en flok meget interesserede og spørgelystne mennesker, og jeg føler mig meget overbevist om, at alle fik noget med hjem at tænke over. Dermed føler jeg også, at min personlige mission er lykkedes, da jeg dels gerne vil give videre af min erfaringer og dels gerne vil inspirere andre til at komme bare lidt ud af komfortzonen og prøve nye ting her i livet.

Min morale er i hvert fald meget klar: Komfortzonen er et godt sted at lade op og reflektere over tingene, men rigtig mange af de spændende ting her i livet ligger udenfor vores komfortzone. Og da livet på mange måder er kort, gælder det om at lade være med at bruge hele livet inde i komfortzonen!