Ny Berlingske e-avis: Bedre, men…

berlingske10.jpg

Til hverdag abonnerer jeg på Berlingske Tidendes elektroniske avis, hvilket betyder at jeg kan læse avisen på skærmen nøjagtigt som den ser ud i den trykte udgave. Jeg sætter stor pris på denne form for avislæsning, for det er let at “bladre” igennem dagens avis på en hurtig og effektiv måde. Samtidigt slipper jeg for at skulle bære adskillige kilo avispapir ned til aviscontaineren hver uge :o)

Anyway, det jeg egentlig vil fortælle om, er at Berlingske Tidende netop har lanceret en ny udgave af deres e-avis. Det er blevet nemmere og hurtigere at bladre rundt i avisen. Samtidigt er det også blevet nemmere at finde frem til tidligere udgaver af e-avisen. Der er dog en ikke uvæsentlig fejl, der stadig forfølger Berlingske Tidende i opdateringen af deres e-avis: Alt for ofte mangler der ganske enkelt indtil flere sektioner af e-avisen. Eksempelvis er den trykte udgave af Berlingske Tidende i dag på 196 sider (og det samme er den “gamle” udgave af e-avisen). Den ny e-avis er derimod kun på 40 sider, da Berlingske ganske enkelt har “glemt” at medtage sektionerne Magasin, Business, Rejseliv og Fri i den nye e-avis.

Jeg håber virkelig Berlingske Tidende snart får styr på opdateringen af e-avisen således, at man får, hvad man betaler for, nemlig en “hel” avis. Kan de til gengæld det, har jeg tænkt mig at holde fast i den papirløse udgave af avisen – det er både nemmere og billigere :o)