Uambitiøst forlig uden skattereformer

I tirsdags fremlagde et bredt flertal af de politiske partier i Folketinget et forslag til en velfærdsreform. I overskrifter går reformen ud på, at danskerne skal gå senere på pension, studerende skal blive hurtigere færdige med deres uddannelse og der skal flere indvandrere i arbejde. Alt sammen initiativer, der gennemføres over en lang årrække og først vil være fuldt ud implementeret i 2040.

Jeg er det rene med, at nogle af disse reformer tager lang tid om at gennemføre, da der er tale om store forandringer. Der skal derfor være rimelige overgangsordninger for de mennesker, som potentielt set rammes hårdest af ændringerne, eksempelvis som følge af de nye regler på efterlønsområdet.

Personligt forstår jeg imidlertid ikke den diskussionen, der er opstået i forlængelse af velfærdsforliget om, hvorvidt den reelle efterlønsalder ender med at være 62 eller 63 år. Både velfærd og gennemsnitslevealder stiger samtidigt med, at skiftet mod videnssamfundet gør, at der skabes flere jobs, som ikke er fysisk krævende eller nedslidende i samme omfang som for eksempelvis mine forældres generation. Dertil kommer at der bliver færre fysisk krævende og nedslidende job som følge af globaliseringen.

Og da vi alle skal bidrage med indsats og skattekroner i længere omfang end tidligere, for at velfærdssamfundet kan fastholdes og udvikles, bliver vi altså nødt til at blive længere tid på arbejdsmarkedet – vel at mærke dem af os, som godt ikke er fysisk nedslidte. Jeg synes kun at det er fair, at dem, som ikke har et hårdt fysisk arbejde, fastholdes i længere tid på arbejdsmarkedet. Derimod skal personer, som er nedslidte af et hårdt, fysisk arbejdsliv, selvfølgelig kunne komme på førtidspension som 60-årige eller endda før, hvis kroppen bare ikke kan mere.

De hidtidige prognoser siger, at forholdet mellem erhvervsaktive og personer på pension og overførselsindkomst, udvikler sig i forkert retning, siger det sig selv, at der virkelig er behov for væsentlige reformer på området. Derfor er det i sig selv positivt, at der nu er udarbejdet et velfærdsforlig, hvis primære formål at fastholde endnu flere personer i aktiv beskæftigelse.

Men prøv lige at tænke lidt over følgende fakta:

• Der er 5.427.459 indbyggere i Danmark (pr. 1. januar 2006)
• Der er ca. 3.000.000 personer i den erhvervsaktive alder
• Der er ca. 1.100.000 unge under 17 år
• Der er ca. 800.000 pensionister
• Der er ca. 900.000 personer på offentlig overførselsindkomst (personer på sygedagpenge, barselsorlov, anden orlov, overgangsydelse, kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, efterløn, delpension eller førtidspension)

Som tallene desværre viser, er forholdet mellem personer på henholdsvis aktiv og passiv indkomst nærmest chokerende. Det beviser også bare, at det virkelig gælder om at få endnu flere personer til at kunne forsørge sig selv, frem for at vi bare lader denne enorme offentlige byrde stige og stige – det har vi ganske enkelt ikke råd til på sigt, hvis den danske velfærdsmodel som minimum skal opretholdes.

Jeg synes derfor at det er uambitiøst, at regering og folketing ikke vælger at indføje reformer på beskæftigelses- og skatteområdet i velfærdsreformen. Ja, forliget vil skabe flere i arbejde i årene fremover og ja, forliget vil sikre, at folk generelt set blive længere i aktiv beskæftigelse, når reformen er endelig gennemført om over tyve år.

Problemet er bare, at vi skal have endnu flere personer i arbejde, hvis vi virkelig skal fastholde den danske velfærdsmodel. Og når det nu i flere omgange er blevet dokumenteret, at der kan skabes endnu flere nye jobs allerede nu, hvis man gennemføre reelle reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, synes jeg at det er uambitiøst af forligspartierne, at de ikke tør tage det fulde skridt.

Men man har lov til at håbe på, at der snart opstår et flertal på mindst 90 mandater, som tør og vil indføre reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, for det vil komme os alle til gavn og støtte den danske velfærdsmodel.