Det er slut med at surfe i fred

Det er slut med at surfe i fred.

Det er slut med privatlivets fred, og din ellers grundlovssikrede ret til at du skal kunne føle dig tryg og sikker i dit eget hjem – også når det gælder dine digitale rettigheder som borger.

Politiet og PET vil nemlig genindføre sessionslogningen, som ellers blev afskaffet i 2014, og gøre den endnu mere omfattende.

Så kan staten følge med i alle websider du har besøgt, hvornår og hvor lang tid.

Det hedder masserovervågning af landets borgere – ganske som Østtyskland dyrkede, bare i en langt mindre skala.

Amalie Lyhne, som er en selvstændig skribent og debattør, har skrevet et efter min mening super godt blogindlæg om emnet, som du finder lige her.

Det er stærkt bekymrende, da det dels krænker vores ret til privatliv uden en ordentlig grund, og dels da du ikke stole på, at stat og teleselskaber vil og kan håndtere dine data forsvarligt.

Som journalist og radiovært Anders Kjærulf sagde for nyligt:

”Altså, vi kan jo standse al kriminalitet i hele verden ved at overvåge alt med kameraer og sætte en chip i nakken, hvor alle bliver tjekket for hver 10 meter, de går. Så ved vi, hvor hvem er henne hvornår – og har billeder af det. Men jeg er ikke sikker på, at vi har lyst til at bo i sådan et samfund.”

For at citere lidt mere fra Amalie Lyhnes artikel:

“Det er korrekt, at vi risikerer at se mere terror i Danmark. Og det er rigtigt, at mennesker kan dø i sådanne terrorangreb.

Men det betyder ikke, at vi skal gøre hvad som helst for at forhindre det. Vi sætter jo heller ikke hastighedsgrænsen til 40 på alle veje i hele landet, selvom det sikkert ville spare nogle menneskeliv. Vi forbyder heller ikke smøger, rødvin og mættet fedt, selvom det også med sikkerhed ville redde mange mennesker fra døden.

For vi skal kunne leve et frit og værdigt menneskeliv, og så må vi bære de risici, der er ved det.”

Jeg ved ikke med dig, men jeg har personligt fået nok af statens og skiftende regeringers forsøg på at indføre ny lovgivning som enten er på grænsen i forhold til grundloven eller klart overskrider – altsammen gjort ved at trække terror- eller børnepornokortet.

Jeg føler mig overbevist om, at det blandt andet er denne magtfordrejning og ligegyldighed med vores demokratirettigheder som borgere, der gør at vi i den grad har politikerlede, hvilket senest blev demonstreret ved EU-afstemningen.

Jeg har fået nok af staten i terrorbekæmpelsens hellige navn bliver ved at med at træde over mine grundlovssikrede rettigheder som borger i det som vi ellers kalder for et demokrati.

OBS: Tag lige 2-3 minutter af din tid til rent faktisk at læse Amalie Lyhnes blogindlæg og få lidt mere indsigt om, hvad det er som justitsminister Søren Pind er ved at indføre.

PS: Del meget dette indlæg på de sociale medier, så vi kan få gang i debatten og få sendt både Søren Pind og de andre politikere beskeden om, at det bare er helt uacceptabelt at de bøjer grundloven som de planlægger at gøre.

Big Brother is Watching Birkerød…

En dag for nyligt, da jeg gik fra min lejlighed og hen ad Hovedgaden i Birkerød, bed jeg mærke i, at en af de lokale frisørsaloner havde fået sat et par overvågningskameraer op – vel at mærke på ydersiden af butiksfacaden.

Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.

Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!

Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.

Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.

Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.

Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.

Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.

Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?