Flere roser til Restaurant Noma

Jeg har netop læst, at gourmetrestauranten “Noma” er blevet kåret som verdens 10. bedste restaurant ved prisuddelingen “World’s 50 Best Restaurants”. Dermed kan Noma føje endnu en udmærkelse til samlingen af prestigefyldte priser og flotte anmeldelser (Noma har som den eneste danske restaurant hele to Michelin-stjerner).

Jeg har selv haft fornøjelsen at spise på Noma et par gange og selv om denne restaurant bestemt er i den dyre ende, er den efter min mening alle penge værd. Både mad og vin er så absolut i den bedste ende, lige som at tjenerne virkelig formår, at få alle gæster til at føle sig som noget helt specielt.

Jeg kan derfor kun give Noma mine bedste anbefalelser. Så, hvis du har lyst til at forkæle dig selv og din bedre halvdel eller en ven med en restaurantoplevelse i absolut topklasse, så skynd dig at få booket bord :o)

Geranium: Så absolut et besøg værd!

I går aftes havde jeg den store fornøjelse, at spise middag på Restaurant Geranium. Restauranten, der kun har eksisteret i et lille års tid, må ubetinget betegnes som en vaskeægte gourmetrestaurant. Det betyder dermed også, at man besøger restauranten med ekstra høje forventninger – både med hensyn til mad og vin, men bestemt også i forhold til service og helhedsoplevelse.

Og jeg skal sandelig love for vi ikke blev skuffet desuagtet, at forventningsniveauet var højt, da vi trådte ind af døren til restauranten, der ligger i Kongens Have i det indre København. Tværtimod leverede Restaurant Geranium en madoplevelse i absolut topklasse. Jeg fik blandt andet smagt letrøget stenbiderrogn, kongekrabbe med “ukrudt fra haven”, luftig kartoffel og en fantastisk hovedret som kokkene meget sigende havde valgt at kalde for “glad kalv” :o) Alle retter smagte helt fantastisk og det samme gjaldt vinene, der hver især passede perfekt til den enkelte ret.

Prisniveauet på Restaurant Geranium er ganske vist i den absolut dyre ende, men set i forhold kvalitet og den samlede oplevelse, er prisen såmænd ikke urimelig. Jeg kan derfor uden at blinke anbefale Restaurant Geranium, der sagtens kan måle sig med andre Københavnske gourmetrestauranter som eksempelvis Noma, Era Ora, Formel B m.fl. Så skynd dig at prøve Geranium, når du næste gang skal ud og have en gourmetoplevelse ud over det sædvanlige.