Et slag mod fagbevægelsens troværdighed

Jeg har netop læst et par artikler fra tidligere på måneden om den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og hendes krav om at få op imod seks millioner kroner i pension. I forvejen havde hun fået tildelt et års løn på 732.000 kroner for at tage en uddannelse. Alt dette sker desuagtet det var Tina Aurvig-Huggenberger selv, der opsagde sin stilling og forlod LO efter hun tabte formandsvalget til Harald Børsting i slutningen af oktober måned sidste år. Altså blev Aurvig-Huggenberger hverken fyret eller presset ud – tværtimod havde hun forud for selve afstemningen selv meldt ud, at hun ville forlade LO, hvis hun tabte.

Jeg må indrømme, at jeg på det moralske plan ikke forstår, hvordan Tine Aurvig-Huggenberger kan få sig selv til at stille sådanne krav mod sin nu tidligere arbejdsgiver, når hun selv har valgt at opsige sin stilling og forlade LO. Selvfølgelig skal Aurvig-Huggenberger have løn i den aftalte opsigelsesperiode og naturligvis også den pension, som hun har optjent medens hun har været ansat. Men udover disse rimelige krav, mener jeg det er at gøre hån mod de menige fagforeningsmedlemmer, hvis en afgående næstformand bliver forgyldt, efter selv at have opsagt sit job i skuffelse over at have tabt valget.

Når det er sagt, er jeg også af den holdning, at hvis de indgåede aftaler rent juridisk gør, at Tine Aurvig-Huggenberger er berettiget til alle disse millioner kroner, så skal hun selvfølgelig have dem. At sager som denne så er med til at sætte pres på fagbevægelsens samlede troværdighed, er et helt andet problem. Personligt tror jeg det får den moderne lønmodtager til at lægge yderligere afstand til fagbevægelsen, der i forvejen har svært ved at retfærdiggøre sin eksistens og mister medlemmer til den helt store guldmedalje i disse år. Måske er Aurvig-Huggenberger-sagen det der skal til, for at fagbevægelsen erkender, at hvis dens troværdighed skal reddes, må også LO-toppen gå foran med et godt eksempel således man gør en aktiv indsats for at slippe af med det pamperspøgelse, der altid har forfulgt fagbevægelsen.