Steve Jobs: Genial, gal eller en blanding?

Ja ja, jeg ved godt at det allerede er lidt over et år siden at Walter Isaacsons biografi af Steve Jobs blevet udgivet, men det er altså først nu at jeg har haft tid til at læse den. Ja, faktisk vil det sige at det er først nu at jeg har haft tid til at høre biografien som lydbog :-)

Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg ikke kan læse, at jeg ikke har fået biografien læst :-)  Jeg har bare svært ved at få læst (lange) bøger – specielt hvis de er på hele 688 sider som Steve Jobs biografien er! Læsningen i sig selv giver mig ikke energi – det gør indholdet til gengæld, hvis det er godt skrevet. Jeg har derfor fundet frem til, at det optimale for mig er lydbøger, som jeg kan lytte til medens jeg eksempelvis står på løbebåndet eller crosstraineren i fitnesscentret eller når jeg er på vej i bilen til et møde.

Anyway, nok om hvordan jeg “læser” bøger og over til det egentlige formål med dette blogindlæg: At kommentere Walter Isaacsons biografi af Steve Jobs, Apples medstifter og ypperstepræst par excellence.

Før jeg “læste” biografien, havde jeg et forholdsvist overfladisk billede af Steve Jobs. Jo, jeg havde hørt at han var en meget krævende og ofte kontroversiel lederskikkelse, men jeg havde ikke forestillet mig at han havde den ekstreme personlighed som biografen beretter om.

Steve Jobs bliver på den eneste side fremstillet i bogen som en meget visionær og fremsynet person. På den anden side er han også kendetegnet ved at være en ekstremt udfordrende person at arbejde sammen med. Pudsigt nok på trods af det drejede sig om “busine$$”, viste Jobs en overdreven grad af følsomhed og sensitivitet, som ofte endte med at han brød ud i tårer i forlængelse af store og betydende diskussioner.

Dette kombineret med en (vildt) overdreven udøvelse af kontrol og en ledelsesstil som stort set kun havde to poler i form af enten “det er noget lort” eller “det er fantastisk” krævede enorme ofre fra hans medarbejdere og omgivelser. Nogle ville måske se det som et tegn på stor passion – med omvendt fortegn ville andre mennesker se hans opførsel som dybt manipulerende og grænsende til perfid.

Biografien er efter min mening er utrolig velskrevet og har et super godt “flow”, og ender med at give et billede af Steve Jobs som en kompromisløs og flegmatisk entreprenør og virksomhedsleder. En mand som hellere ville fyre en medarbejder som kun udførte sit job med 99,9 procents engagement, end at risikere at sætte virksomhedens ubetingede værdier over styr.

Kompromis er et stort set ikke eksisterende ord i Jobs’ verden. Til gengæld er begrebet kompromisløs ubetinget linket sammen med lige netop Steve Jobs og hans evige jagt på det perfekte produkt – like it or not… Mange mennesker har utvivlsomt betalt en høj pris for at arbejde sammen med en meget speciel mand, som skabte en virksomhed og fantastiske produkter som mange udviser et nærmest religiøst forhold til.

Hvad er så min egen konklusion i forhold til Steven Paul Jobs? Var han genial? Var han gal? Var han en blanding? Som altid er det individets øjne og ører der afgør dette. I mine øjne var han utvivlsom et kompromisløs geni som jeg vil respektere for jagten på det perfekte produkt. Omvendt tager jeg afstand fra hans menneskesyn. Steve Jobs kunne i løbet af et splitsekund bedømme om et produkt havde potentiale til bare at være helt unikt og smukt eller bare okay. Omvendt havde han trods 56 års livserfaring og flere års kamp mod livstruende kræft kun en begrænset tolerance og sympati for andre mennesker og deres værdier.

Hos Steve Jobs gjaldt kun to verdener: “Lort” eller “fantastisk”. Et eller andet sted er det jo faktisk en dejlig simpel verden at leve i: Enten er du en idiot eller også er du en helt. Mange ville have betegnet det som en lotteriseddel at arbejde sammen med Jobs på godt og ondt, men ikke desto mindre må det have været fantastisk at arbejde sammen med et menneske som i den grad har forandret verdenen indenfor computerindustrien, musikindustrien, filmindustrien og mobiltelefonindustrien.

“One more thing”: Er bogen så værd at læse eller høre som lydbog? Absolut ubetinget ja!

Hvad tænker du selv om Steve Jobs? Genial, gal eller noget helt tredje?

LinkedIn sky…

Sådan ser mit LinkedIn netværk ud i grafisk “skyform”…

Det er ser jo flot, farverigt og helt “galaktisk” ud, men hvem er hvem? :-)

Kronik: Nutidens feudalistiske skattesystem

Af Robert Spliid, cand.polit og Senior Vice President, Nykredit Markets

Danskerne slider og slæber som trælle langt de fleste timer af en arbejdsuge til ære for velfærdsstaten

Flere journalister og økonomer har kritiseret Lars Seier Christensen for hans udtalelser til den amerikanske tv-kanal Fox Business.

Udtalelserne handler om danskernes skattebelastning.

I tv-udsendelsen hævdede Seier således, at danskerne reelt betaler 80 pct. af deres løn i skat.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at vort officielle skattetryk, verdens højeste, “kun” er på 48,8 pct.?

Seier er faktisk ikke så langt fra sandheden, som man skulle tro.

Hvis Mærsk ikke laver en aftale med mig, sender jeg da bare blokadevagter!

Da jeg forleden sad og kiggede på nyhedsstrømmen på Twitter, blev jeg gjort opmærksom på den igangværende konflikt mellem fagforeningen 3F og Amin Skov, som ejer og driver Restaurant Vejlegården… som ligger i Vejle… hvem ved, måske i en gård :-)

I forbindelse med, at Amin den 1. november 2011 overtog restauranten efter at den tidligere ejer var gået konkurs, valgte Amin at tegne en overenskomst med Kristelig Fagforening (også kendt som Krifa). Han mente, at det var den overenskomst som var bedst for både hans virksomhed og medarbejderne. Sidenhen har Amins beslutning om at vælge Krifa fremfor 3F haft store store konsekvenser for ham selv og hans virksomhed.

Kun cirka en måneds tid efter at Amin overtog Vejlegården og tegnede overenskomst med Krifa, blev rønnebærerne nemlig så sure hos 3F, at de valgte at varsle konflikt overfor Vejlegården. 3F ville ganske enkelt ikke acceptere, at Amin havde valgt dem fra, og de begyndte som modreaktion at chikanere ham med blokadevagter. Sidenhen har 3F’s konsekvente brug af meget små sko og usmagelig nidkærhed fået dem til at iværksætte yderligere chikanerier. Det har resulteret i, at den stakkels Amin har fået problemer med at få transporteret varer, fjernet skrald og endda også få leveret post fra Post Danmark (som jo stadigvæk er en halvoffentlig virksomhed). Amin kan heller ikke få lov til at indrykke jobannoncer på det offentlige Jobnet.dk.

Jeg synes, det total dårlig stil af 3F, når de ikke bare kan erkende at de har tabt til en anden fagforening. Det er jo ikke fordi, at Amin Skov ikke ønsker at hans medarbejdere skal være dækket af en overenskomst – han ønsker bare at samarbejde med Krifa fremfor 3F.  Men i stedet for at erkende, at man (3F) ikke var attraktiv nok som “samarbejdspartner” og at man (3F) måske skulle se indad og kigge lidt på “produktet”, vælger 3F og nogle af deres ledende kræfter istedet at blive meget personlige og gå direkte efter Amin.

Denne form for chikanerier er pudsigt nok lovlige at gennemføre, men ikke desto synes jeg at det hører fortiden til. Jeg synes det er ufatteligt, at 3F og LO ikke selv kan se, at det er ikke så lidt af et selvmål de laver i forbindelse deres chikanerier af Vejlegården og Amin Skov. De (mafia)metoder som 3F benytter sig af hører overhovedet ikke hjemme i et samfund som Danmark anno 2012. De får intet godt ud af det! Tværtimod får de masser af dårlig omtale og jeg gætter på, at medlemsafgangen hos LO og de gamle fagforeninger accellerer yderligere som følge af denne sag. Faktisk har LO har mistet over 100.000 medlemmer over de sidste 10 år – I wonder why… Måske var det på tide med lidt nytænkning og helt friskpudsede briller?

Jeg vil slutte indlægget af ved at drage en parallel for at illustrere vanviddet: Lad os sige, at jeg driver en virksomhed, der sælger og servicerer kaffeautomater til kontorer. Jeg henvender mig til A.P. Møller Mærsk for at prøve på at få en aftale med dem, da jeg har fundet ud af, at de skal forny deres aftale på dette område. Jeg byder ind med mit tilbud, men Mærsk takker pænt nej tak, da de har valgt en anden samarbejdspartner som de synes leverer en bedre løsning end mig (og hvem ved, måske også billigere). Jeg bliver megasur over deres beslutning, og jeg sender derfor blokadevagter med ud til Mærsks hovedkontor i København. Jeg kontakter også renovationsfirmaet, Post Danmark, alle danske aviser og Jobnet.dk og beder dem indgå i en sympatikonflikt og stoppe med at hente skrald, levere post samt at optage annoncer og jobopslag for at irritere Mærsk. Altsammen i håbet om, at Mærsk ændrer mening og alligevel vælger mig som samarbejdspartner.

Hvad tror du, Mærsk gør i den situation? Tænker du, at de på et tidspunkt får nok af mine chikanerier og alligevel vælger mig, når jeg bruger den slags metoder for at få en aftale igennem?

Svaret er vist åbenlyst…

En guldvask til taxibranchen?

I dagens udgave af Børsen kan man læse om, at det står skidt til for den danske taxibranche, og at specielt de storkøbenhavnske taxier lider.

Ifølge artiklen er mere end hver fjerde taxitur forsvundet over de sidste 10 år, og der kører nu 400 færre taxier rundt i Storkøbenhavns gader. Men desuagtet at der er færre taxier i byen (ca. 2.100 biler i alt nu) er branchen fortsat i dyb krise og det er langt fra nemt at drive en profitabel forretning ved at være taxivognmand.

Der er mange gode bud på årsagerne til, at taxibranchen har været igennem en årelang nedtur. Udover at de seneste års krise har gjort, at både virksomheder og privatpersoner kigger ekstra på omkostninger og forbrug, får også den københavnske metro noget af skylden for nedgangen og endelig nævnes også dårlig service som en årsag til at flere fravælger at bruge taxien som transportmiddel.

Personligt synes jeg, at den høje pris er en af de væsentligste årsager til, at jeg ikke kører mere i taxi end jeg gør. I min verden er det generelt set for dyrt at køre i taxi i Danmark. Det er så dyrt, at det er kun noget jeg gør, når det er absolut nødvendigt.

Hvis jeg eksempelvis skal køre fra Birkerød til lufthavnen, skal jeg regne med en taxibon på ca. 600 kroner – hver vej! Hvis man forudbooker sin parkering i lufthavnen, kan jeg faktisk parkerer i 12 dage for de samme penge. Hvis der nu var en fast pris på eksempelvis 400 kroner hver vej, ville jeg helt klart overveje det mere, hvis jeg skal afsted på forretningsrejse eller en ferie.

De små ture er også en dyr fornøjelse efter min mening. Hvis jeg har haft min bil til service, har jeg nogle gange taget en taxa fra Birkerød til kontoret i Allerød og her bliver dankortet suget for ca. 160-180 kroner hver vej – for at køre 2 x ca. 10-11 km. Jeg kan forestille mig, at denne problemstilling gør, at man også fravælger taxien inde i Storkøbehavn som transportmiddel til små ture rundt i byen.

I en moderne og konkurrencedreven verden kan det for øvrigt undre mig, hvorfor at taxibranchen stadig får lov til fra central sted (det såkaldte Taxinævn) til at fastsætte prisniveauet. Prisen er jo for øvrigt den samme uanset om jeg som kunde bliver fragtet fra punkt A til B i en stor og dyr Mercedes eller om det sker i en noget mindre og billigere Toyota Prius. I andre brancher kalder man det for karteldannelse og ulovlig prisdannelse, men i taxibranchen er det okay.

Jeg tænker, at reel og sund konkurrence er lige præcis, hvad taxibranchen har brug for, hvis den skal udvikle sig og overleve på sigt. I stedet for hele tiden at tænke i samme prisniveau for startgebyrer og pr. kørt kilometer, burde branchen tænke i helt nye produkter og koncepter, og med differentiering på prisen i forhold til, hvilken bil man bliver kørt i, graden af service o.s.v. Nogle er til en helt skrabet pris (discount) og andre vil gerne betale for høj service og komfort (premium). Der er masser af muligheder, hvis man tænker ud af helt ud af boksen og tør tage chancen og afprøve nye ting!

Branchen – som jeg for at være helt ærlig opfatter som gammeldags og uforandringsvillig – vil desværre næppe tage så markante skridt. Tværtimod vil de ledende vognmænd og kræfter i taxinævnet sandsynligvis hellere kører endnu flere biler i garagen, afmelde nummerpladerne og tilbagelevere taxibevillingen, end at foretage en nødvendig reformering af hele branchen.

I det hele taget tror jeg, at taxibranchen trænger til at blive støvet godt og grundigt af. Så i stedet for bare at lade taxierne kører igennem vaskehallen hver uge, skulle hele branchen og ikke mindre Taxinævnet give sig selv en guldvask med hele svineriet, og få et nyt syn på en verden, som i den grad er forandret.

Man ser nu engang klarere gennem nypudsede briller :-)

Opdateret foredragsafsnit

Så er foredragsafsnittet på min blog atter blevet opdateret med udtalelser fra foredragsdeltagere efter mit indlæg på HP Dagen, som var en årlig intern uddannelsesdag, der blev afholdt den 15. juni hos Hewlett-Packard Danmark. (klik her for at komme til foredragsafsnittet).

Når der ikke længere er lugt i bageriet…

Forleden så jeg et indslag i TV Avisen der handlede om, at bagerbranchen i Danmark er under voldsomt pres. Faktisk er en tredjedel af alle bagerbutikker bukket under for butiksdøden over de seneste 10 år og alene i år har hele 30 bagerbutikker smækket ovnlågen i for sidste gang.

Årsagen til at bagerbutikker lukker i så voldsomt omfang skyldes ifølge fagfolk, at bagerne ikke har leveret en ordentlig kvalitet. Samtidigt oplever bagerne en stærkt stigende konkurrence fra supermarkeder og tankstationer, som er begyndt at sælge bagerbrød i stort omfang til forholdsvis lave priser.

Det har fået bagere til at vakle i valget mellem kvalitet og pris. Mange bagere er faldet for fristelsen for at sænke priserne og desværre også kvaliteten for at få det til at hænge sammen. Desværre hænger det alligevel ikke sammen fordi forbrugeren ikke vil betale for brød af værste fald dårlig/bedste fald middelmådig kvalitet. Så kan man lige så godt bage brødet selv eller købe friskbagt brød på tankstationen eller i supermarkedet. Det er måske ikke verdens bedste brød, men det er “okay” kvalitet, det er som regel bagt indenfor få timer og prisen er rimelig.

TV Avisens indslag bød dog heldigvis også på en lille solstrålehistorie i form af bageren i Strib, som satser på høj kvalitet og produkter som man ikke kan købe i supermarkederne. Samtidigt tør bageren gå nye “veje” i form af, at han sejler det friskbagte morgenbrød ud til bådejere, der ligger for anker eller sejler rundt på Lillebælt.

Udover at jeg er enig i betragtningerne fra fagfolkene i indslaget, tror jeg ubetinget på, at de tilbageværende bagerbutikker er nødt til at satse på at give kunderne kundeservice i absolut topklasse. Samtidig skal købsoplevelsen være rigtig god for at kunne få dem til at komme igen, og at bagerbutikkerne dermed kan overleve.

Her i Birkerød, hvor jeg bor, har jeg selv oplevet en udpræget mangel på god og venlig kundeservice hos den lokale bagerbutik, ja faktisk er den så dårlig, at jeg ganske enkelt ikke handler der mere. Jeg vil ikke lægge mine penge i en bagerbutik, hvor der ikke er skyggen af kundeservice eller en bare minimal respekt for kunderne. Så køber jeg hellere mit brød i Føtex eller SuperBrugsen i Hovedgaden eller kører til anden bager i nærheden. Klik her hvis du har lyst til at læse om, hvor galt det kan gå. Husk også at læse de interessante kommentarer til blogindlægget.

I det hele taget tænker jeg, at de mindre specialbutikker kun kan overleve og tjene penge i fremtiden, hvis de differentierer sig fra de helt store kæder og supermarkeder – det være sig på kvalitet, udvalg, købsoplevelse, service, leverancemodel og/eller noget helt andet.

Et godt gammelt ordsprog siger som bekendt, at hvis man følger i andres fodspor, kommer man aldrig foran. Det gælder i den grad også bagerbutikker og andre mindre specialbutikker.

Kvalitet er en relativ størrelse…

I forbindelse med, at jeg sad og browsede mig igennem nogle it-nyheder forleden, faldt jeg over begrebet “oppetid”. Oppetid er et begreb som – hvis man arbejder i it-branchen – ofte bruger når der tales om driften af eksempelvis et serverrum, og man har brug for at sætte et driftmål for det. Oppetiden er således den tid, hvor serverrummet garanteres at være “oppe”, altså den tid hvor det fungerer efter hensigten. Så hvis man siger, at man garanterer at serverrummet har en oppetid på eksempelvis 99,9 %, skal kunden derfor regne med en nedetid på 0,1 % af tiden.

Tiden kan jo så være defineret som mange ting, det kan være i kontortiden eller døgnet rundt. Hvis man bare regner tiden som værende kontortiden fra kl. 8.00-16.00 og lad os for eksemplets skyld sige 250 åbningsdage, skal man altså være indstillet på en potentiel nedetid på 2 timer i løbet af året (0,01 % af 8 timer x 250 dage = 2 timers nedetid). Hvis tiden derimod er 24/7/365 (altså døgnet rundt, ugen rundt, året rundt) giver det en potentiel nedetid på næsten 9 timer om året (0,01 % af 24 timer x 365 dage = ca. 8 timer og 46 minutter).

Anyway, det var egentlig slet ikke min mening at blive så teknisk og begynde at lave alle mulige udregninger. Tanken bag mit blogindlæg er derimod at, at det med oppetid fik mig til at tænke på, at kvalitet i den grad er en relativ størrelse.

Kvalitet er mange ting og det afhænger oftes af de øjne (og nogle gange også ører og næse) der betragter det. Eksempelvis kan to mennesker kan sidde på den samme restaurant og få to vidt forskellige oplevelser. Det kan være at den ene sidder bedre end den anden. Det kan være, at der er forskellige tjenere eller det kan såmænd også være, at det er den samme tjener, men vedkommende behandler de to gæster forskelligt. Så er der jo maden, den ene gæst spiser den bedste bøf vedkommende nogensinde har spist. Den anden gæst kan have fået et fisk som var helt ordinær. Og så der er drikkevarerne – måske havde sidstnævnte gæst valgt at drikke en kraftig rødvin til en smagsmæssig skrøbelige frisk.

Og så har kvalitetsdefinitioner jo også noget at gøre med, hvad emnet drejer sig om. 99,9 % oppetid i et serverrum lyder fornuftigt for de fleste, men for den virksomhed som driver en multi-million webbutik med salg til hele verdenen er det måske ikke godt nok, da nedetid er lig med tab af omsætning for hvert minut webbutikken ikke virker. Hvis jeg var meteorolog og sagde, at der er 99,9 % chance for det bliver solskin i morgen, ville solhungrende danskere klappe i deres hænder og sige, at det lyder rigtig godt. Hvis Københavns Lufthavne derimod kun opererede med 99,9 % “oppetid”, ville det betyde at 8-10 fly ville styrte ned – hver dag! Så hos Københavns Lufthavne er dette kvalitetsmål altså ubetinget 100,0 %.

Omvendt er et kvalitetsmål på 100 % heller ikke en garanti for kvalitet i absolut forstand. Det er nok de færreste, som vil ophøje fastfood fra McDonald’s til at være (rigtig) god mad og stedet, hvor man får kulinariske oplevelser i topklasse. Næ, her drejer kvalitet sig om ensartethed, hvilket er lig med ultrastram konceptstyring og det samme produktsortiment over hele kloden – de lokale afvigelser er i hvert fald yderst begrænsede. Det er faktisk så standardiseret koncept, at man lige frem taler om Big Mac indexet, når man sammenligner købekraft på tværs af alverdens lande! Så uanset om du besøger McDonald’s i Sønderborg eller Singapore, så får du samme oplevelse, samme produkt, samme service, samme kvalitet, men dog ikke samme pris :-) Der er ikke garanti for nogen stor smagsoplevelse, men til gengæld smager maden på samme måde hver eneste gang ;-)

Nå, men min endelige pointe er egentlig, at  min verden er kvalitet noget man vælger – også selv om det er en relativ størrelse :-)

Selvfølgelig er Nutella (u)sundt…

I går aftes faldt jeg over en artikel på Ekstra Bladets website om en amerikansk mor, der har vundet en retssag mod chokolade-pålægsproducenten Nutella, som åbenbart havde postuleret, at det at spise Nutella skulle være ensbetydende med en god start på dagen.

Moderen havde åbenbart valgt at proppe masser af Nutella i sine børn i den tro, at det var sund mad. Man kan jo undre sig over, hvorfor at hun ikke selv lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset. Derimod valgte moderen at stole på Nutellas tv-reklame, som selvsagt havde til formål at anprise og sælge produktet.

Imidlertid valgte retten at give moderen (og andre i et såkaldt gruppesøgsmål) medhold i, at Nutellas markedsføring var misvisende og falsk, da producenten ikke har oplyst om de store mængder fedt og sukker, der forefindes i produktet. Ifølge artiklen havde moderen udtalt, at hun ikke havde evnerne til at forstå denne information og at hun følte sig snydt af markedsføringen.

Jeg undrer mig virkelig over, hvordan det kan komme som en overraskelse at Nutella ikke er sund mad. Og jeg kan jo heller ikke forstå, hvorfor moderen ikke lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset, frem for at stole på en tv-reklame. Havde hun tjekket bagsiden af glasset ville hun have fundet ud af, at der er 533 kcal i 100 gram Nutella og at der er næsten 57 gram kulhydrat og 31 gram fedt pr. 100 gram. Rent kaloriemæssigt svarer 100 gram Nutella jo næsten til et hovedmåltid for en voksen!

Men når det kommer til stykket, drejer det sig jo ikke om, hvorvidt det er muligt for en forbruger at gennemskue sundhedsværdien i chokolade-pålæg, som bliver markedført på tv. Det drejer sig jo om – med nogle advokaters hjælp – at få nogle penge ud af en virksomhed og dermed prøve at vinde en omgang i det såkaldte “Lawsuit Lottery” som det amerikanske retssystem ofte omtales som.

Jeg har i et par tidligere indlæg (“Jackpot Justice” og “Bukser er utrolig dyre i USA“) kommenteret det groteske i, at amerikanerne anlægger over 20 millioner civile søgsmål om året og at virksomhederne har så mange ekstra udgifter til advokatsalærer og forsikringer, at det i gennemsnit koster en amerikansk familie ca. 10.000 dollars om året i merpriserne for varerne – for der er jo kun én til at betale gildet i den sidste ende: Den amerikanske forbruger!

Anyway, det smager jo meget godt, det der Nutella :-)

Kloge ord fra Sverige…

Frygt mindre, håb mere…
Spis mindre, tyg mere…
Klynk mindre, træk vejret mere…
Snak mindre, sig mere…
Had mindre, elsk mere…
og gode ting vil blive dine :-)

Svensk ordsprog.

Klik her for at se flere citater.