Her til aften har jeg set et videoklip på Jyllands-Postens website omhandlende tyveri af benzin.
Ifølge indslaget bliver der stjålet benzin hvert femte minut fra danske tankstationer, svarende til over 100.000 gange om året.
Ganske vist er benzinpriserne steget til et meget højt niveau over de seneste år, men hvad er det lige der sker der med folk, når de gør sig til tyve for en tankfuld benzin?
På trods af en travl dag med masser af møder ude i byen, nåede jeg hjem i tide til valglokalet i Birkerød – ganske vist få minutter, inden valglokalet lukkede, men tids nok til at gøre min borgerpligt ved at sætte et par store ‘C’rydser på stemmesedlerne :-)
Hvis du overvejer at stemme borgerligt og bor i Gentofte Kommune, kan jeg anbefale dig at stemme personligt på Thomas Christensen i forbindelse med kommunalvalget.
Jeg har kendt Thomas i over syv år og kender ham som en ung erhvervsmand med masser af energi og entusiasme. Som i alt, hvad Thomas beskæftiger sig med, brænder han for sagen og Thomas har virkelig lyst til at gøre en forskel – også på det lokalpolitiske plan. Samtidig kender jeg Thomas som en god og ligefrem ven, der bakker op og altid står klar til at hjælpe, hvis man har brug for det.
Kort sagt er Thomas et super godt bud på fremtidens borgerlige kommunalpolitiker, fuld af dynamik, holdninger og lysten til at gøre Gentofte Kommune endnu bedre. Læs eventuelt mere om Thomas og hans politiske holdninger på www.stemthomas.nu.
PS: Det er selvfølgelig helt okay for ikke-borgerlige at stemme på Thomas :-) Faktisk drejer lokalpolitik jo langt mere om den enkelte kommunalpolitikers personlige holdninger og integritet, end om politisk ståsted og partifarve. Kommunalpolitikerens stemme i byrådet gør derfor en stor forskel.
I forbindelse med et teambuildingarrangement i firmaet for et par måneder siden, stiftede jeg bekendtskab med følgende ordsprog:
“Du får aldrig mere end du giver, men du får næsten altid, hvad du fortjener”.
Jo mere jeg tænker over det, desto mere mening giver ordsproget, for det gælder jo nærmest i alle forhold her i livet.
På jobbet er det åbenlyst på mange måder i forhold til den personlige indsats, men ordsproget holder i høj grad også vand i private sammenhænge, i kærlighedslivet, i forhold til familie og venner, sundhed o.s.v.
Hmm…
Skatteminister Kristian Jensen har været ude i pressen og fortælle, at han nu starter en klapjagt på ansatttes frynsegoder.
Skatteministeren vil ganske enkelt tvinge virksomhederne til systematisk at føre regnskab over samtlige frynsegoder, der tilbydes til den enkelte medarbejder. Og hvis markedsværdien af disse frynsegoder overstiger 5.500 kroner, skal dette indberettes til skattevæsenet.
Det kunne eksempelvis være firmabetalt fitness, ekstra fridage, privat brug af firmaets brobizz, gratis influenzavaccine og lignende.
Selvfølgelig skal man betale sin skat jævnfør den til enhver tid gældende lovgivning på området – ingen tvivl om det!
Men personligt synes jeg, at Kristian Jensen, som jeg ellers normalt synes er en meget fornuftig fyr, går alt for langt med hans nidkærhed for at indkradse sølle 25 millioner kroner (dette tal kommer fra Kristian Jensen selv).
Jeg vil for øvrigt tro, at det kommer til at koste de danske virksomheder betragtelig mere 25 millioner kroner at lave den påkrævede registrering. Hvad blev der lige af den borgerlige regerings fokus på lettelse af virksomhederne administrative byrder?
Jeg synes simpelthen, at det er smålighed og mistro på første klasse (skal han for øvrigt ikke selv beskattes af det?) at jagte skattekroner med nærmest 10 decimaler. Der er endda i forvejen ganske detaljerede regler på området.
Kontrol er naturligvis nødvendigt i et eller andent omfang i forhold til vort skattesystem, men det gjorde vel heller ikke noget, hvis der bare var en vis grad af tiltro og tilid til borgerne og virksomhederne.
Smålighed har vi vist i forvejen rigelig af her i landet…
Jeg har netop set et indslag i TV 2 Nyhederne omhandlende antallet af kvinder i lokalpolitik. Budskabet var, at der er for få kvinder i lokalpolitik, og næsten vanlig stil blev der i samme moment også nævnt ordet kønskvotering, som en måde at rette op på denne ubalance.
Udover, at problemstillingen også gør sig gældende i landspolitik og er reel nok et eller andet sted, er jeg stadig af den klare holdning, at det dur altså ikke kønskvotering – hverken inden for politik eller i erhvervslivet.
Det må nu engang være en blanding af lyst, engagement og politiske budskaber og holdninger, der afgør om en given person bliver valgt ind i lokal- eller landspolitk, og ikke om vedkommende er kvinde eller mand.
Det samme gælder diskussionen omkring kønskvotering i erhvervslivet, hvilket jeg tidligere har kommenteret i et andet blogindlæg.
Ingen virksomhed er tjent med at have en ledelse, der er baseret på kønskvotering. Skal virksomheder overleve i en globaliseret og stærkt konkurrencepræget verden, må man altid gå efter at rekruttere den bedst kvalificerede kandidat.
Når det så er sagt, synes jeg det er helt fint, at man gør en ekstra indsats for at motivere og hjælpe kvinder til at prøve kræfter med ledelsesmæssige opgaver.
Under normale omstændigheder er jeg stolt over at kunne fortælle omverdenen, at jeg føler, jeg har verdens bedste job.
Men lige netop i dag havde jeg bestemt ikke verdens bedste job, snarere tværtimod. Vi var nemlig nødsaget til at tage afsked med en håndfuld medarbejdere. Årsagen til det skyldes en blanding af generelle besparelser, centralisering af visse administrative funktioner på koncernniveau og som følge af vi nedlægger et forretningsområde, der ikke længere er en del af vores overordnede strategi.
Det er altid hårdt at skulle opsige medarbejdere, og når personerne endda har passet deres job ordentligt og loyalt, gør det ekstra ondt at skulle sige farvel til dem. Men det er nu engang en del af jobbet, og heldigvis er det ikke noget man skal gøre særlig ofte.
Vi gjorde meget ud af at gennemføre opsigelserne på en professionel måde og med respekt og omtanke for den enkelte medarbejder samtidig med, at vi gør en indsats for at hjælpe folk videre og distribuere deres CV i netværket m.m.
Jeg trøster mig med, at vi kun gør det fordi, at det er absolut nødvendigt, og fordi at vi tager et aktivt ansvar for at ruste virksomheden til både tidens aktuelle udfordringer og fremtidige forretningsmuligheder.
Det er ikke sjovt, når man som et lyn fra en klar himmel får en solid omgang madforgiftning eller Roskildesyge (diagnosen er ikke helt klar endnu).
Men uanset om det er det ene eller det andet, er det næsten ikke til at begribe, hvordan nogle små bakteriedimser kan sende en voksen og ellers rask mand til tælling i løbet af få timer.
Anyway, jeg håber bare, at jeg kommer hurtigt på benene igen. Jeg gider ikke være syg og har ej heller tid til det :-)
I de seneste dag har der været skrevet meget i pressen om Chris MacDonald og hans træningsmetoder i forbindelse med DR’s “By på Skrump” sundhedseksperiment.
Blandt andet har Landsforeningen for Overvægtige udtalt, at Chris og hans hårde træningsmetoder er med til at udstille og ydmyge deltagerne (som jo for øvrigt selv har sagt ja til at deltage og vidste, hvad de gik ind til). Ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen tilslutter sig denne kritik og kalder endda Chris’ metoder for militante og noget som man kun bør bruge på elitesoldater (jeg håber da, at de soldater, der vi sender til Afghanistan, bliver trænet endnu hårdere end “By på Skrump” deltagerne).
Jeg synes, at denne kritik generelt set er useriøs og populistisk og jeg synes i særdeleshed, at Per Brændgaaard rammer helt ved siden af og har alt for travlt med at gå efter manden (Chris) frem for bolden. Faktisk virker det for mig som om, at Per Brændgaard har travlt med at slå mønt på “By på Skrump” og den omtale som dette sundhedseksperiment giver til at få fokus på hans eget sundhedskoncept, som er kendt under navnet “Små skridt”.
Nu mener jeg selv, at jeg har noget at have det i, når jeg tillader mig at udtale mig om dette emne. Jeg har selv igennem mange år forsøgt utallige slankekure og “koncepter” og jeg har derfor en vis erfaring med, hvad der virker og ikke virker, når man er voldsomt overvægtig, som jeg selv var for 16 måneder siden. På det tidspunkt var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for at deltage i “Chris På Vægten” projektet.
Takket være Chris og hans evne til både at informere, motivere og presse mig til at motionere og gennemføre en livsstilsforandring, hjalp han mig til at tabe små 40 kg i løbet af forholdsvis kort tid. Faktisk smed jeg 30 kilo i løbet af de første tre måneder og yderligere næsten ni kilo mere i løbet af de efterfølgende tre måneder.
Jeg nåede i mål med mit vægttab og fik en ny livsstil og et meget bedre liv gennem masser af træning, en markant omlægning af mine kostvaner, tonsvis af viden og som følge af Chris løbende coaching, støtte og sparring. Jovist, det var rigtig hårdt og Chris lagde i perioder stort pres på mig og de øvrige “Chris På Vægten” deltagere for at nå vores delmål og overordnede mål, men det var lige præcis, hvad vi havde brug for.
Jeg havde i hvert fald ikke opnået et vægttab på næsten 40 kilo, hvis jeg havde anvendt Per Brændgaards “små skridt” sundhedskoncept. Dels ville det have taget forever og dels tror jeg, at jeg ville have givet op undervejs og dels ville jeg være faldet i utallige gange og sætte de små vægttab over styr mange gange.
Personligt tror jeg, at hvis man er ekstremt overvægtigt, skal der også en ekstrem indsats til at gøre noget konkret ved problemet. Jeg tror ikke på et “slow fix” og da slet ikke på Landsforeningen for Overvægtiges forslag om, at man løser problemet ved at gå fra almindelig cola til sukkerfri cola light (jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det er deres egen udtalelse til pressen).
Men når det er sagt, tror jeg også det er vigtigt, at man vælger den træningsform og slankemetodik, der passer til bedst til det enkelte menneskes temperament og ambitioner. Nogen mennesker vil opnå gode resultater som følge af “små skridt” metodikken, hvor andre når i mål som følge af benhård træning og en mere markant ændring i livsstilen.
Jeg vil slutte min indlæg ved at sige, at det er selvfølgelig fair nok, hvis Per Brændgaard ikke synes om Chris’ træningsmetoder, men man kan nu engang ikke løbe fra de konkrete resultater som Chris har været med til at skabe. Like it or not, men mandens træningsmetoder (som for øvrigt dækker over andet end hård træning) virker altså!
For præcis et år siden blev jeg desværre en smertelig erfaring rigere. Det skal forstås på den måde, at jeg fik et ildebefindende, som i bogstaveligste forstand sendte mig i gulvet på mit kontor og derefter medførte nogle dages indlæggelse på Frederikssund Hospital.
Jeg havde i længere tid ikke lyttet til faresignalerne fra min krop, og i stedet for at besøge lægen i tiden og fået en kikkertundersøgelse, måtte jeg på den meget hårde måde erfare, hvad der sker når man har et blødende mavesår og mister næsten to liter blod.
Heldigvis helede mavesåret nærmest med det samme, som følge af en effektiv medicinering og jeg var således hurtigt på benene igen – ganske vist en smertelig erfaring rigere, som tidligere nævnt, men i det mindste lærte jeg at lytte til min krops signaler og lade være med at lege “sej mand” fremover.
Så moralen er ganske enkel: Hellere et lægebesøg for meget, end et for lidt :-)
|
Klik 
Seneste kommentarer