Det er slut med at surfe i fred

Det er slut med at surfe i fred.

Det er slut med privatlivets fred, og din ellers grundlovssikrede ret til at du skal kunne føle dig tryg og sikker i dit eget hjem – også når det gælder dine digitale rettigheder som borger.

Politiet og PET vil nemlig genindføre sessionslogningen, som ellers blev afskaffet i 2014, og gøre den endnu mere omfattende.

Så kan staten følge med i alle websider du har besøgt, hvornår og hvor lang tid.

Det hedder masserovervågning af landets borgere – ganske som Østtyskland dyrkede, bare i en langt mindre skala.

Amalie Lyhne, som er en selvstændig skribent og debattør, har skrevet et efter min mening super godt blogindlæg om emnet, som du finder lige her.

Det er stærkt bekymrende, da det dels krænker vores ret til privatliv uden en ordentlig grund, og dels da du ikke stole på, at stat og teleselskaber vil og kan håndtere dine data forsvarligt.

Som journalist og radiovært Anders Kjærulf sagde for nyligt:

”Altså, vi kan jo standse al kriminalitet i hele verden ved at overvåge alt med kameraer og sætte en chip i nakken, hvor alle bliver tjekket for hver 10 meter, de går. Så ved vi, hvor hvem er henne hvornår – og har billeder af det. Men jeg er ikke sikker på, at vi har lyst til at bo i sådan et samfund.”

For at citere lidt mere fra Amalie Lyhnes artikel:

“Det er korrekt, at vi risikerer at se mere terror i Danmark. Og det er rigtigt, at mennesker kan dø i sådanne terrorangreb.

Men det betyder ikke, at vi skal gøre hvad som helst for at forhindre det. Vi sætter jo heller ikke hastighedsgrænsen til 40 på alle veje i hele landet, selvom det sikkert ville spare nogle menneskeliv. Vi forbyder heller ikke smøger, rødvin og mættet fedt, selvom det også med sikkerhed ville redde mange mennesker fra døden.

For vi skal kunne leve et frit og værdigt menneskeliv, og så må vi bære de risici, der er ved det.”

Jeg ved ikke med dig, men jeg har personligt fået nok af statens og skiftende regeringers forsøg på at indføre ny lovgivning som enten er på grænsen i forhold til grundloven eller klart overskrider – altsammen gjort ved at trække terror- eller børnepornokortet.

Jeg føler mig overbevist om, at det blandt andet er denne magtfordrejning og ligegyldighed med vores demokratirettigheder som borgere, der gør at vi i den grad har politikerlede, hvilket senest blev demonstreret ved EU-afstemningen.

Jeg har fået nok af staten i terrorbekæmpelsens hellige navn bliver ved at med at træde over mine grundlovssikrede rettigheder som borger i det som vi ellers kalder for et demokrati.

OBS: Tag lige 2-3 minutter af din tid til rent faktisk at læse Amalie Lyhnes blogindlæg og få lidt mere indsigt om, hvad det er som justitsminister Søren Pind er ved at indføre.

PS: Del meget dette indlæg på de sociale medier, så vi kan få gang i debatten og få sendt både Søren Pind og de andre politikere beskeden om, at det bare er helt uacceptabelt at de bøjer grundloven som de planlægger at gøre.

Politikere skal kunne tåle at blive set efter i kortene

Tilbage i 2013 spurgte DR-journalisten Martin Krasnik den daværende justitsminister (også kendt som mørklægningsminister) Morten Bødskov ikke mindre end 14 gange uden at få svar i.f.t. at få konkrete eksempler på, hvor den daværende offentlighedslov har skadet regeringens arbejde.

Du finder link til artiklen om Martin Krasniks interview med anti-demokraten Morten Bødskov lige her: http://www.dr.dk/…/krasnik-interview-med-boedskov-spurgte-1…

Desværre blev lovet vedtaget, og dermed kunne politikerne i større omfang end nogensinde før slippe for at stå til regnskab over for selv samme borgere, som havde stemt dem ind i Folketinget for at varetage vores interesse og værdier.

Moral er godt og dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt. Pudsigt nok så stemte de radikales Zenia Stampe for offentlighedsloven (mørklægningsloven), men havde så ikke noget problem ved at kritisere Lars Løkke Rasmussen for at nedlægge Irak-kommissionen. Enten må man altså være for eller imod offentlig indsigt, men sådan gælder det åbenbart ikke visse politikere…

Anyway, selv om jeg ikke stemmer på de konservative og Søren Pape Poulsen, så er det positivt at høre om en politiker, der mener at alle politikere skal kunne tåle at blive set efter i kortene. Respekt for at han tør stå frem og have den holdning!

Det er sikkert ikke noget som Morten Messerschmidt og andre synes om, men jeg er af den mening at vores folkevalgte nu engang må leve med at de skal kunne stå til regnskab for deres beslutninger og holdninger. Jeg vil til enhver tid foretrække en politiker som kalder en spade for en spade og siger, at derfor vælger vi at gøre som vi gør, end at politikere og embedsmænd forsøger at gemme beslutninger væk under henvisning til at det rager ikke demokratiet og borgerne…

Efter min mening drejer demokrati sig om åbenhed og at alle borgere kan være med. Det kræver generelt set åbenhed. Fair nok at der er noget som hedder landets sikkerhed, men helt generelt set bør politikere kunne stå på mål for alle deres handlinger. De er jo lige som os borgeres demokratiske repræsentanter.

Hvad tænker du om offentlighedsloven? Er den okay eller skal der være åbenhed omkring politikernes gøren og laden?

Kronik: Nutidens feudalistiske skattesystem

Af Robert Spliid, cand.polit og Senior Vice President, Nykredit Markets

Danskerne slider og slæber som trælle langt de fleste timer af en arbejdsuge til ære for velfærdsstaten

Flere journalister og økonomer har kritiseret Lars Seier Christensen for hans udtalelser til den amerikanske tv-kanal Fox Business.

Udtalelserne handler om danskernes skattebelastning.

I tv-udsendelsen hævdede Seier således, at danskerne reelt betaler 80 pct. af deres løn i skat.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at vort officielle skattetryk, verdens højeste, “kun” er på 48,8 pct.?

Seier er faktisk ikke så langt fra sandheden, som man skulle tro.

Hvis Mærsk ikke laver en aftale med mig, sender jeg da bare blokadevagter!

Da jeg forleden sad og kiggede på nyhedsstrømmen på Twitter, blev jeg gjort opmærksom på den igangværende konflikt mellem fagforeningen 3F og Amin Skov, som ejer og driver Restaurant Vejlegården… som ligger i Vejle… hvem ved, måske i en gård :-)

I forbindelse med, at Amin den 1. november 2011 overtog restauranten efter at den tidligere ejer var gået konkurs, valgte Amin at tegne en overenskomst med Kristelig Fagforening (også kendt som Krifa). Han mente, at det var den overenskomst som var bedst for både hans virksomhed og medarbejderne. Sidenhen har Amins beslutning om at vælge Krifa fremfor 3F haft store store konsekvenser for ham selv og hans virksomhed.

Kun cirka en måneds tid efter at Amin overtog Vejlegården og tegnede overenskomst med Krifa, blev rønnebærerne nemlig så sure hos 3F, at de valgte at varsle konflikt overfor Vejlegården. 3F ville ganske enkelt ikke acceptere, at Amin havde valgt dem fra, og de begyndte som modreaktion at chikanere ham med blokadevagter. Sidenhen har 3F’s konsekvente brug af meget små sko og usmagelig nidkærhed fået dem til at iværksætte yderligere chikanerier. Det har resulteret i, at den stakkels Amin har fået problemer med at få transporteret varer, fjernet skrald og endda også få leveret post fra Post Danmark (som jo stadigvæk er en halvoffentlig virksomhed). Amin kan heller ikke få lov til at indrykke jobannoncer på det offentlige Jobnet.dk.

Jeg synes, det total dårlig stil af 3F, når de ikke bare kan erkende at de har tabt til en anden fagforening. Det er jo ikke fordi, at Amin Skov ikke ønsker at hans medarbejdere skal være dækket af en overenskomst – han ønsker bare at samarbejde med Krifa fremfor 3F.  Men i stedet for at erkende, at man (3F) ikke var attraktiv nok som “samarbejdspartner” og at man (3F) måske skulle se indad og kigge lidt på “produktet”, vælger 3F og nogle af deres ledende kræfter istedet at blive meget personlige og gå direkte efter Amin.

Denne form for chikanerier er pudsigt nok lovlige at gennemføre, men ikke desto synes jeg at det hører fortiden til. Jeg synes det er ufatteligt, at 3F og LO ikke selv kan se, at det er ikke så lidt af et selvmål de laver i forbindelse deres chikanerier af Vejlegården og Amin Skov. De (mafia)metoder som 3F benytter sig af hører overhovedet ikke hjemme i et samfund som Danmark anno 2012. De får intet godt ud af det! Tværtimod får de masser af dårlig omtale og jeg gætter på, at medlemsafgangen hos LO og de gamle fagforeninger accellerer yderligere som følge af denne sag. Faktisk har LO har mistet over 100.000 medlemmer over de sidste 10 år – I wonder why… Måske var det på tide med lidt nytænkning og helt friskpudsede briller?

Jeg vil slutte indlægget af ved at drage en parallel for at illustrere vanviddet: Lad os sige, at jeg driver en virksomhed, der sælger og servicerer kaffeautomater til kontorer. Jeg henvender mig til A.P. Møller Mærsk for at prøve på at få en aftale med dem, da jeg har fundet ud af, at de skal forny deres aftale på dette område. Jeg byder ind med mit tilbud, men Mærsk takker pænt nej tak, da de har valgt en anden samarbejdspartner som de synes leverer en bedre løsning end mig (og hvem ved, måske også billigere). Jeg bliver megasur over deres beslutning, og jeg sender derfor blokadevagter med ud til Mærsks hovedkontor i København. Jeg kontakter også renovationsfirmaet, Post Danmark, alle danske aviser og Jobnet.dk og beder dem indgå i en sympatikonflikt og stoppe med at hente skrald, levere post samt at optage annoncer og jobopslag for at irritere Mærsk. Altsammen i håbet om, at Mærsk ændrer mening og alligevel vælger mig som samarbejdspartner.

Hvad tror du, Mærsk gør i den situation? Tænker du, at de på et tidspunkt får nok af mine chikanerier og alligevel vælger mig, når jeg bruger den slags metoder for at få en aftale igennem?

Svaret er vist åbenlyst…

Selvfølgelig er Nutella (u)sundt…

I går aftes faldt jeg over en artikel på Ekstra Bladets website om en amerikansk mor, der har vundet en retssag mod chokolade-pålægsproducenten Nutella, som åbenbart havde postuleret, at det at spise Nutella skulle være ensbetydende med en god start på dagen.

Moderen havde åbenbart valgt at proppe masser af Nutella i sine børn i den tro, at det var sund mad. Man kan jo undre sig over, hvorfor at hun ikke selv lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset. Derimod valgte moderen at stole på Nutellas tv-reklame, som selvsagt havde til formål at anprise og sælge produktet.

Imidlertid valgte retten at give moderen (og andre i et såkaldt gruppesøgsmål) medhold i, at Nutellas markedsføring var misvisende og falsk, da producenten ikke har oplyst om de store mængder fedt og sukker, der forefindes i produktet. Ifølge artiklen havde moderen udtalt, at hun ikke havde evnerne til at forstå denne information og at hun følte sig snydt af markedsføringen.

Jeg undrer mig virkelig over, hvordan det kan komme som en overraskelse at Nutella ikke er sund mad. Og jeg kan jo heller ikke forstå, hvorfor moderen ikke lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset, frem for at stole på en tv-reklame. Havde hun tjekket bagsiden af glasset ville hun have fundet ud af, at der er 533 kcal i 100 gram Nutella og at der er næsten 57 gram kulhydrat og 31 gram fedt pr. 100 gram. Rent kaloriemæssigt svarer 100 gram Nutella jo næsten til et hovedmåltid for en voksen!

Men når det kommer til stykket, drejer det sig jo ikke om, hvorvidt det er muligt for en forbruger at gennemskue sundhedsværdien i chokolade-pålæg, som bliver markedført på tv. Det drejer sig jo om – med nogle advokaters hjælp – at få nogle penge ud af en virksomhed og dermed prøve at vinde en omgang i det såkaldte “Lawsuit Lottery” som det amerikanske retssystem ofte omtales som.

Jeg har i et par tidligere indlæg (“Jackpot Justice” og “Bukser er utrolig dyre i USA“) kommenteret det groteske i, at amerikanerne anlægger over 20 millioner civile søgsmål om året og at virksomhederne har så mange ekstra udgifter til advokatsalærer og forsikringer, at det i gennemsnit koster en amerikansk familie ca. 10.000 dollars om året i merpriserne for varerne – for der er jo kun én til at betale gildet i den sidste ende: Den amerikanske forbruger!

Anyway, det smager jo meget godt, det der Nutella :-)

Big Brother is Watching Birkerød…

En dag for nyligt, da jeg gik fra min lejlighed og hen ad Hovedgaden i Birkerød, bed jeg mærke i, at en af de lokale frisørsaloner havde fået sat et par overvågningskameraer op – vel at mærke på ydersiden af butiksfacaden.

Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.

Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!

Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.

Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.

Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.

Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.

Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.

Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?

Fortsat spild af papir…

På denne tid af året bliver der som bekendt spildt adskillige regnskove på tonsvis af julekataloger. Og for at det ikke skal være løgn, bliver der såmænd fældet yderligere en skov eller to i form af, at De Gule Sider nu er i fuld gang med at uddele deres lokale fagbøger i hele landet, i mit eget tilfælde “Storkøbenhavn Fagbogen for 2011” – en lækker lille telefonbog på lidt over 600 sider!

Jeg har før givet udtryk for, at jeg synes det er spild af papir at fortsætte med at udgive fysiske telefonbøger på den måde som man fortsat gør. For et par år siden viste tal, at der blev trykt i omegnen af 10 millioner telefonbøger om året, hvilket svarer til ca. 6.500 tons papir og en udledning på ca. 13.000 tons CO2. Og da jeg har en formodning om, at det er et fåtal, der efterhånden bruger gammeldags telefonbøger, og størstedelen af disse millioner af telefonbøger ryger direkte i genbrugscontaineren, er der altså tale om miljøspild i stor skala.

Jovist, der findes helt sikkert en gruppe af borgere, der stadigvæk vælger at bruge en gammeldags telefonbog til at finde et telefonnummer i, og fint nok med det. Men derfor er der jo ingen grund til at trykke fysiske telefonbøger til samtlige husstande i landet. I stedet burde man lave en ordning, hvor man aktivt tilmelder sig og siger ja tak til at få tilsendt en fysisk telefonbog.

Imidlertid ville det ikke interessant for telefonbogsforlagene at indføre sådan en service. For i så fald ville deres oplag styrtdykke, og dermed ville grundlaget for at sælge annoncer stort set kollapse, eller i hvert fald blive stærkt reduceret.

Jeg forstår dog ikke, hvorfor at annoncører anno 2010 ikke har gennemskuet forlagenes “forretningsmodel”, som jo primært går ud på at fortælle interesserede annoncører om, hvor mange tusindevis eller millioner af husstande de kan ramme ved at komme med i telefonbøgerne. Hvis der nu fandtes officielle tal for, hvor mange der med det samme smed de gammeldags telefonbøger i genbrugscontaineren med det samme, var det næppe så interessant at annoncere på denne måde. I hvert fald ville det nok resultere i et krav om en stærkt reduceret pris på annoncerne, når det reelle antal “læsere” er markant mindre, end det fysiske oplagstal er et udtryk for.

Frisk på at deltage i en lille afstemning? Så klik på et af svarene i nedenstående stemmeboks og fortæl, hvad din hustand gør med de telefonbøger som du/I modtager. Og har du lyst til at kommentere indlægget, er du selvfølgelig mere end velkommen til at smide en kommentar.

Interessant kronik om Peter, Oda og Ole

Meget apropos mit indlæg om danske politikere og de tre vise aber, så fik jeg via Facebook sendt et link til en kronik i Berlingske Tidende.

Kronikken, som er skrevet af økonom Andreas Junge, handler om, at vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker, nemlig privat ansatte Peter, offentligt ansatte Oda og offentligt forsørgede Ole. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for at vi skal have det højeste skattetryk i verden, hvilket gør at Oda og Ole kan dele frugten af  Peters arbejde mellem sig i form af henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Jeg synes at det er en meget interessant kronik, som i den grad udstiller kernen i de store problemer og udfordringer vi som land står overfor. Af samme grund vil jeg opfordre alle til at læse kronikken i håbet om, at vi får spredt budskabet (du finder kronikken her).

Andreas Junge sætter ganske vist tingene lidt på spidsen rent ordmæssigt, men det er jo efterhånden, hvad der skal til for at råbe befolkningen op. I mit eget blogindlæg skrev jeg, at det virker som om at landet nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund har brug for. Desværre er Andreas Junge endnu mere pessimistisk med hans afsluttende kommentar: “Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt”.

Optimisten i mig håber, at det ikke går helt så slemt, men der er også en stor realist i mig, og den del af mig siger, at Andreas Junge desværre godt kan gå hen og få ret :-(

Danske politikere = De tre vise aber?

I går bladrede jeg lidt rundt på Berlingske.dk, og faldt over et indlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund, som under overskriften “Vi med motorvej” på ganske ironisk vis kommenterer udviklingen i det danske samfund.

Udgangspunktet i indlægget drejer sig om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop har bevilget 3,5 mia. kroner til en motorvej mellem Herning og Holstebro (Aamund konstaterer for øvrigt i den sammenhæng, at motorvejen sikkert ender med at koste 5 mia. kroner jævnfør den normale offentlige praksis for at overskride budgetter). På ganske humoristisk vis omtaler Aamund, hvordan denne motorvej kommer til at forgylde Herning og Holstebro og revitalisere de små byer langs strækningen, og at det dermed kan forsvarer, at de økonomiske rammer for vores universiteterne, forskning og højteknologiske vækstvirksomheder fortsat forringes.

Efter min mening rammer Asger Aamund helt plet med hans kommentar. Det er efterhånden grotesk at se, hvordan begge sider af Folketinget i den grad vælger at lade være med at se problemerne i øjnene. Blå blok kæmper krampagtigt for at holde på magten, og har derfor kun en yderst begrænset lyst til at gennemføre reformer. I stedet forsøger de på at lappe huller, og udskrive større checks til dem, som de tror vil hjælpe dem til at bevare magten. Og hvad angår rød blok, så er de så forhippet på at komme til magten, at de i den grad sælger ud af tidligere tiders politik og principper, samtidigt med at de har travlt med at love vælgerne et endnu større stykke lagkage, end blå blok allerede har skåret ud. I begge tilfælde er resultatet, at overtrækket på landets kassekreditt stiger og stiger. For alle danskere skal jo have råd til fladskærms-tv og designermøbler, for Danmark er jo et velfærdssamfund og vi kan jo altid bare sætte skatten op – ganske som rød blok jo vil gøre hvis/når de kommer til magten.

Problemet i en nøddeskal er desværre, at politikerne næsten agerer som sagnet om de tre vise aber: “Se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt og du vil heller ej selv blive ramt af ondt”. I hvert fald virker det som om, at politikerne vil hverken vil lytte eller se i forhold til de enorme udfordringer vi har i samfundet. Snakke vil de til gengæld gerne, men kun når der kan loves endnu større stykker lagkage til befolkningen, der i den grad er ved at blive taget som gidsler i en velfærdsfælde. For mere vil have mere. Som den tidligere socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Kjeld Rasmussen, udtalte om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd: “Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om at Danmark nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund i den grad har brug for. Skal det virkelig gå helt galt, inden partierne – på vegne af befolkningen – finder mod til at gennemføre ganske vist upopulære, men helt nødvendige beslutninger? Og ja, det er korrekt at det ikke giver stemmer eller popularitet, og lige netop derfor skal det også være alle partier, der bakker op og tænker i, hvad der er det bedste for landet, og ikke det enkelte parti og politiker.

Brug et par minutter eller tre på at læse indlægget fra Asger Aamund, længere tid tager det ikke at læse. Om ikke andet kan du – takket være Aamunds ironiske skrivestil – måske trække lidt på smilebåndet desuagtet alvoren i dette emne. Du finder indlægget her.

Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!